Lars Hemmingsen:

Fra helgen til partisanfører

Et dansk lokalsagn i perioden 1176-1994

INDHOLD:
En nødvendig redegørelse om en helgen og et helgennavn
De lokalt kendte varianter og meddelerne
Karise kirke og Karisegård
Den fromme Fru Marthe
En optegnelse fra før svenskekrigene
Kilden og kildemarkedet
Efterretningerne fra det 18. århundrede
Suhms teori og dens skæbne
Ellen Jørgensens teori
St. Margareta af Roskilde
Parallelmaterialet fra de andre helligkilder
Sagnets ældste form
Karise: kammeret, synkretismen og de senere varianter

Forkortelser


Den følgende artikel drejer sig om et forholdsvis velkendt "historisk" sagn, nemlig det om Karises Fru Marthe. Det er flere gange berørt af lærde, er omtalt i flere Danmarkshistorier i det 18. og 19. århundrede, og er endog formet i vers af B.S. Ingemann. I Karise kirke er det overordentlig prominent; her har publikum adgang til kirkeloftet, hvor man kan bese "Fru Marthes kammer" over koret, og en folder orienterer, omend noget tendentiøst, om sagnet.

I sin nyere form samler sagnet i sig forklaringerne på Karises tre prominente fortidsminder omkring en hellig hovedperson. De tre fortidsminder er en helligkilde nær Karise kirke, nu kendt som Fru Marthes kilde, det allerede nævnte Fru Marthes kammer over kirkens kor, og et gammelt voldsted nær landsbyen, hvorpå Karisegård byggedes i middelalderen. Den samlende person optræder først som St. Marthe eller St. Merthe, senere som den fromme Fru Marthe. Sagnets hovedtræk er de samme fra vi først møder det: Marthe/Merthe boede på voldstedet, holdt til i rummet over koret, og helligkilden sprang, hvor man satte hendes båre.

Variantmaterialet fordeler sig på tre versioner. Optegnelser fra før 1800 kalder damen St. Merthe (den ældste dog St. Marthe), lader hende bo på den gamle borg, der engang lå på voldstedet, og flygte til kirken for de vendiske sørøvere, der i det 12. århundrede hærgede Stevns. Yngre optegnelser og hovedstrømmen i den overlevende mundtlige tradition kalder hende Fru Marthe og lader hende være en from kvinde, der boede på det nyere Karisegård, og som gemte sig i kammeret for de svenske krigsfolk, der besatte Stevns i 1658-60. Der fandtes endelig et forkomment spor af en version, som lader Marthe gemme sig for sin mand. Alle varianter lader kilden springe, hvor man sætter båren med Marthes lig.

Artiklen tilstræber ikke kun at redegøre for disse versioners forhold til hinanden, men for hele sagnets liv, fra dets opståen til i dag, og for dette livs afhængighed af skiftende samfunds- og trosforhold, geskæftige lærdes og halvlærdes indblanding, samt rene tilfældigheder. Til den ende inddrages parallelmateriale fra andre helligkilder, og det vises, at Karise-sagnet er del af et kompleks af sagn, der alle har deres oprindelse i en tildels tabt middelalderlig helgenlegende.

Undersøgelsen benytter en historisk-geografisk metode, hvorved den også bliver en demonstration af, at denne metode med udbytte kan anvendes på sagn, som har en bestemt historisk proveniens og hvis geografiske spredning kan spores. Metoden afviger fra den af Kaarle Krohn og Antti Aarne beskrevne ved ikke på forhånd at tilkende mundtlige varianter noget primat overfor skriftlige, men er dog i de store linjer kalkeret over den. For folklorister kan det måske være af interesse at huske, at den historisk-geografiske metode jo egentlig udformedes af Julius Krohn til anvendelse på historiske sagn (nemlig Kalevala-runerne) , og at sønnen, Kaarle, der overførte den til brug også på eventyr og andet fiktivt traditionsstof, endte med selv atter at opgive denne overførsel og vende tilbage til Kalevala-studierne. Skønt metoden - som Kaarle Krohn opdagede - næsten altid forsager overfor traditioner, der ikke kender til sted- eller personfæste og hvis oprindelser fortaber sig i det uvisse, kan den med held anvendes på sagn, hvis oprindelse og spredning virkelig lader sig spore; ja den kan endog nu og da - som her - lede til den rekonstruktion af en oprindelig form, der var målet for Julius og Kaarle Krohn.

En nødvendig redegørelse om en helgen og et helgennavn

Lige fra begyndelsen af undersøgelsen møder vi det oprindelige helgennavn Margareta i en række former, hvis slægtskab ikke er umiddelbart indlysende. Et kort overblik over dette navns skæbne i Danmark skal derfor gives allerede her. Da vi også senere får behov for at vide besked om navnets giver, St. Margareta af Antiochia, er det bekvemmest at omtale hende samtidigt.

Vi møder første gang navnet på dansk grund i det 11. århundrede, nemlig hos Sven Estridsens mor, som tilsyneladende har fået det som døbenavn ved siden af sit danske navn, Estrid, og i det 12. århundrede forekommer det flere gange i samfundets øverste lag. I det 14. århundrede er navnet blevet almindeligt, og vi møder det nu i fordanskede former som Margret(h)e, Magga, Gret(h)e, Mærete, Meret(h)e, Merde, Mert(h)e, Mette etc. Formen Marthe findes ikke overleveret fra denne tid; det beror måske på tilfældigheder, men kan også skyldes, at den først afledtes af navnet Martha, der ikke blev almindeligt før middelalderens udgang1. Senere finder vi dog ofte netop formerne Merthe og Marthe som varianter af den samme persons navn.

Det er uden tvivl St. Margareta af Antiochia, der først er navngivet efter; der er i det 11. århundrede ikke andre St. Margaretaer at vælge imellem, og hun kan ses at have været meget populær i den danske kirkes første tid. St. Margareta af Antiochia var en af nødhjælperne, med speciale i fødsler, indtil hun i 1969 blev erklæret apokryf. Intet gammelt levned findes. Hun afbildedes oprindeligt med en korsstav i hånden, stående på eller ved en overvunden drage, der symboliserede det onde. I de levneder, der forfattedes i det 10.-11. århundrede, tolkedes dragen konkret: Margaretas far var en hedensk præst i Antiochia, der ville gifte hende med en hedning, hun flygtede og levede et idyllisk liv som hyrdinde, men kastedes siden i fængsel, her kom så en drage og slugte hende, men hun skar hul på den, enten med sin korsstav eller ved at slå kors for sig. Hun omvendte derefter mange, men de blev alle halshugget sammen med hende under Diokletians kristenforfølgelser. I konsekvens af legenden afbildes hun derefter med benene plantet i et hul i dragen. Både legenden og dens ikonografiske afspejling var kendt i Danmark2.

De lokalt kendte varianter og meddelerne

For forfatteren begyndte interessen for sagnet den 26.6.1989, da Institut for Folkloristik ved Københavns Universitet arrangerede en ekskursion til Stevns, hvorunder vi bl.a. besøgte det ejendommelige Fru Marthes kammer over Karise kirkes kor. Ekskursionens hovedmål var dog kludeegen i Lestrup Hegn. Med til helligtræet havde vi Karen Hansen fra Vindbyholt, der er kendt på egnen både som fortæller og amatørhistoriker. Karen opfatter tildels sig selv som arvtager til Severin Kjær, der henimod århundredeskiftet var lærer i Kongsted skole, hvor Karen gik som barn: Kjær "skrev meget om lokaltradition", og havde endnu mere at fortælle, "som vi andre kan øse af". Kjær optræder i bibliografien med et lokalhistorisk værk; det meste af hvad han skrev publiceredes dog i aviser og ugeblade; i 1890erne redigerede han bladet Husvennen, som vi flere gange skal støde på. Karen gik først i Kongsted skole efter Kjærs død og kender kun hans utrykte fortællestof på anden hånd, hvad hun dog ikke gerne indrømmer.

Karen fortalte dengang kun sin egen foretrukne variant af Marthesagnet: I det 17. århundrede boede den fromme og gode Fru Marthe på Karisegård; hun havde nogle stridigheder med andre jordejere om markskel og om kirken; da Stevns besattes af svenskerne i 1658-60 brændte de Karisegård; Fru Marthe tog sin tilflugt til kammeret, hvorfra hun ledte en partisankrig mod besættelsesmagten. Detaljer om partisankrigen kendte Karen ikke. Da jeg i en telefonsamtale den 12.3.1993 spurgte Karen, hvorfra hun kendte denne variant af sagnet, henviste hun til Kjær med de ovenfor citerede bemærkninger.

Senere (den 19.3.1994) spurgte jeg Karen, hvad andre mon har haft at sige om Fru Marthe. Hun fortalte, at der var dem, der ikke ville kendes ved partisankrigen, men mente, at Fru Marthe blot gemte sig i kammeret, mens svenskerne brændte Karisegård, og at alle jo desuden vidste, at da hun blev båret til graven, sprang Marthes kilde i Karise, der hvor man hvilede båren på kirkestien, men at nogle mente, at man havde sat båren flere gange, og at der var sprunget en helligkilde hver gang. Yderligere var der dem, der havde hævdet, at Marthe ikke havde noget med svenskerne at skaffe, men havde boet på gården og gemt sig i kammeret for sin mand, der stræbte hende efter livet. Karen mente ikke, at denne version lod manden slå Marthe ihjel; hun døde vistnok fredeligt og blev derefter ophav til kilden.

Karen kunne ikke udpege nogen nulevende, som kunne føje noget til, hvad hun havde meddelt. Karen kender ikke varianter, som lader Marthe bo på den gamle borg, fortæller om de vendiske sørøvere, kalder hende helgen, eller bruger navneformen Merthe. Hun protesterede, da jeg forsøgsvis brugte denne form, og forklarede, at Fru Merthe var en ganske anden person, nemlig Merthe Urne til Lindersvold, et gods lidt sydvest for Karise. Merthe var en bondeplager, som døde i 1724 efter 44 års enkestand; ifølge Kjær føjede man i egnen et vers til majvisen til hendes ihukommelse: "Gud fri os fra den onde Trold / og fra Fru Merthe paa Lindersvold"3. Vi skal senere møde Merthe igen.

En telefonsamtale den 18.3.1994 og et besøg den 23.3. godtgjorde, at sognepræsten i Karise og hendes mand ikke kender partisankrigs-varianten eller hustruforfølgelses-versionen, men nok andre varianter. Som kilde angiver de navnlig en nu afdød organist, som bl.a. havde vidst at berette, at man havde sat Marthes båre syv gange, og hver gang var en helligkilde sprunget; de erindrede dog ikke at have hørt navn på andre kilder end den i Karise. De havde hørt Karen Hansen omtale, men havde aldrig mødt hende.

Yderligere kendte man i præstegården et digt af romanforfatteren og salmedigteren B. S. Ingemann fra omkring 1815, som gengiver svenskekrigs-versionen uden partisankrig. Dette digt, som er vor ældste kilde til denne version, er aftrykt i uddrag i en lille folder, som er fremlagt i kirken4. Det hedder Fru Marthes Kilde. Et sjællandsk Folkesagn og gengives hér in extenso:

1. Fru Marthe sad paa Karisegaard
hun var saa god og saa from.
Var Vinteren streng og den rige Mand haard,
Til hende de fattige kom.

2. Den hungrige mætted hun af sin haand;
Den syge husvaled hun tro;
Den fangne løste hun af sit Baand
Og bad for Synderens Ro.

3. Men stor var Nøden i Danmarks Land:
Trindt Svensken brændte og slog.
Fru Marthes Borge de tændte i Brand;
Til Kirken den fromme hendrog.

4. I Taarnet boede hun Nat og Dag;
Der ingen til hende kom;
Kun Uglen sad under Kirketag,
Og saae paa den Frue, saa from.

5. Og tryg hun boede i Herrens Hus,
Til fjenden maatte bortflye;
Da gik hun tilbage til Borgens Grus
Og lod den opreise paany.

6. Da fandt den husvilde atter Ly,
Da fandt den hungrige Brød;
Men hver Mand græd i Karise By,
Dengang fru Marthe var død.

7. Og der den Frue i Kisten laa,
Og smilte med blegen Kind,
Da var der fast ingen Børn saa smaa,
De båres jo til hende ind.

8. Da Klokken klang paa den jordefærdsdag,
Og unge og gamle de græd,
Da var der ingen Gubbe saa svag,
Han løfted jo Baaren med.

9. Og der de satte den Ligbør ned
Og hviled paa Kirkesti,
Da sprang der en Kilde paa samme Sted;
Den ganger man end forbi.

10. ...Gud glæde evig den fromme Sjæl!
Saa mange glædede hun;
Tidt den, der drak af Fru Marthes Væld,
Blev karsk i den samme Stund.

11. End Taarnet staar med sin dunkle Vraa,
Hvor fordum Fru Marthe sad;
Tidt kommer en Fremmed og seer derpaa,
Og hører det Sagn saa glad.

I præstegården kendte man endelig en version af sagnet, ifølge hvilken Marthe havde boet på en gammel borg på voldstedet længe før svenskekrigenes tid; da borgen blev angrebet og ødelagt af vendiske sørøvere, gemte hun sig i kammeret; da hun døde, sprang helligkilden hvor man hvilede med hendes båre. Denne version er nært beslægtet med nogle trykte optegnelser fra det 18. århundrede, som flere gange er diskuteret af lærde. Til de ældre kilder og lærde behandlinger kendte man dog intet i præstegården, men antog tilsyneladende, at vender-versionen var en arkaiserende omarbejdning af svenskekrigs-versionen.

Også i præstegården rettede man på mig, når jeg udtalte navnet Merthe. Da de ældre, trykte kilder invariabelt bruger navneformen Merthe må dette tages som bekræftelse af, at disse var ukendte også for præsteparret.

Henvendelser til kirkens personale og andre lokale har ikke kunnet føje noget til billedet, udover det, at kun svenskekrigs-versionen uden partisankrig, den som Ingemanns digt gengiver, er almindeligt kendt.

Karise kirke og Karisegård

Vi får flere gange brug for at vide lidt om Karise kirkes og Karisegårds historie, først når vi skal vurdere de ældre optegnelser. Det er valgt her at give en samlet fremstilling; medtaget er dog kun det mest relevante.

Karise ligger omtrent midt på halvøen Stevns syd for Køge bugt. Fra Smerup i den sydlige ende af halvøen løber Stevns å forbi Karise og ud i Tryggevælde å, som har sit udløb på halvøens nordside, ikke langt fra Køge. Åen kaldtes førhen Pramåen, hvad der vidner om dens betydning som færdselsåre i middelalderen.

Karises stenkirke kan dateres præcist. Den nævnes i Peder Olufsens testamente fra 12615. Heri kalder Peder sig de Kalwæris, "af Karise", og omtaler kirken som ecclesia mea Kalwæris, "min kirke i Karise". Han nævner desuden "min præst hr. Hæming i Karise" og "diakonen sammesteds" og testamenterer 12 mark sølv til kirkens indvielse - en sum, der svarede til adskillige års indkomst for hr. Hæming. Peder var en stormand, som ejede ikke lidt af Stevns; han havde også ejendom i København og skibe i søen.

Stenkirken må altså være blevet færdig i eller lige efter 1261; hvilken helgen den viedes til, vides ikke. Den er bygget i romansk-gotisk overgangsstil og bestod fra begyndelsen af tårn, skib og kor. Om der har været en trækirke før stenkirken ved vi ikke, men da der åbenbart var både præst og degn før stenkirken indviedes, synes det troligt. Gammel har den dog næppe været; bygden kendes ikke af Kong Valdemars Jordebog i 1230erne og heller ikke af nogen anden kilde, der er ældre end hr. Peders testamente.

Kirken byggedes tildels som forsvarskirke. Skibet fik fladt tag med brystværn, hvis rester kan ses under det nyere tags fodrem. I tagets østlige ende rejste sig et mindre tårn, der udgjordes af et ekstra stokværk på koret; både klokketårn og kortårn fik flade tage, formentlig med brystværn; den oprindelige murkrone er dog helt fjernet da tårnene fik saddeltag. Til tag og tårne kom man gennem den samme trappe i klokketårnets sydmur som besøgende stadig kan benytte, den har dog i dag sin indgang fra tårnets yderside af hensyn til de besøgende. Fra tårnets andet stokværk førte en dør ud på taget, hvorfra endnu en dør gav adgang til korets øvre stokværk6. Det er korets øvre stokværk, der kaldes Marthes kammer.

De vendiske plyndringer var ophørt i begyndelsen af århundredet, men omkring 1259 kan det have taget sig ud, som om de var ved at begynde igen: Jarimars strandhug ved Næstved dette år kan nok have sat en skræk i folk. Dog, kirken må være påbegyndt før Jarimars togt, og forsvarsaspektet afslører sig da også ved nærmere undersøgelse som sekundært. Toppene af krydshvælvingerne har stukket godt en meter op over det flade tag, denne helt enestående konstruktion er kun forklarlig, hvis vi antager, at skibet har været planlagt med et almindeligt saddeltag, i så fald er der til gengæld intet usædvanligt ved den. I det danske klima måtte den give svære problemer med nedsivende vand, og rækker af sømhuller viser da også, at man fra begyndelsen har dækket hvælvingerne med et lavt blytag: under sømhullerne har tårn- og kormur aldrig været udsat for vejr og vind. Dette blytag gjorde imidlertid adgangen vanskelig; for at komme til tagets nordlige side måtte man kravle over det. At det ikke var planlagt fremgår desuden af, at det dækkede de nederste 20-30 cm af døren fra tårnet, så man har skullet vride sig ud, hvis man ikke ville træde på blytaget7.

Vi må altså forestille os, at kirken var planlagt som en ganske almindelig kirke, fraset det ejendommelige "øvre kor", og at i hvert fald døren fra tårnet ud på taget har været placeret, før det besluttedes at give kirken fladt tag og brystværn, formentlig af frygt for venderne. Det er måske værd at bemærke, at Frøslev kirke på Sydstevns omkring Jarimars tid forsynedes med et svært forsvarstårn, der endog er bredere end skibet8.

Det øvre kor er ofte tolket som forsvarskirkens tilflugtsrum, hvad det jo givetvis også har kunnet tjene til, men eftersom korets murtykkelse svarer til tårnets (og altså er langt større end skibets), må det øvre kor have været planlagt fra begyndelsen, før det besluttedes at indrette kirken til forsvar. Vi kommer altså til at søge en anden forklaring på rummet.

Nyere forskning synes at godtgøre, at rum over romanske kirkers kor kun er at finde i paladskirker samt i stormands-kirker, der efterligner sådanne, og at de altid har været bestemt til privatkapeller, uagtet de også nu og da indgår i forsvarsinstallationer9. Det øvre kor må altså tolkes som Peder Olufsens privatkapel.

Inspirationen har han ikke behøvet at kikke langt efter. Det er ofte påpeget, at Karise kirke med sit øvre kor efterligner den nærliggende Store Heddinge kirke10, som også har et kor i to stokværk. Dennes skib er ottekantet og viser dermed tilbage til paladskirken i Aachen som model; Aachen havde oprindelig en komplet kirke til fyrsten ovenpå den ordinære kirke. I Store Heddinge er det øvre kor klart beregnet på kirkelig brug; det er indrettet, så alle liturgiske funktioner kan gennemføres og er endog omgivet af en korsgang. Det kan anses for givet, at Store Heddinge kirke er bygget i Valdemar II "Sejr"s regeringstid (1202-41)11. Danmarks Kirker oplyser, at "Kongen har sikkert været kirkens bygherre, et forhold, der bidrager til at forklare dens ejendommeligheder"12. Opfattelsen bygger på, at Store Heddinge havde kongsgård og tildels var et kongelev, samt at kirken er kronens, da vi først hører om den. Store Heddinge er nøje efterlignet i Helligåndskirken i Visby, med ottekantet skib og det hele. Peder nøjes dog med at efterligne koret med privat-kapellet.

Det har været formodet, at Store Heddinge kirke også har været indrettet til forsvar og bl.a. haft fladt tag over koret, men sporene er yderst usikre, og har kirken virkelig haft forsvarsinstallationer, kunne disse meget vel være lige så sekundære som Karises og Frøslevs, og stamme fra samme tid: vi ved, at en større ombygning af kirken fandt sted før 1300, omend der ikke er nået enighed om tolkningen af sporene.

Også Lilleheddinge kirke på Sydstevns er en efterligning af Store Heddinge og kan ikke være meget yngre end denne. Fra først af har den bestået af skib og kor; skibet er af omtrent samme dimensioner som Store Heddinges kor og har haft tre stokværk; koret synes at være bygget med ét stokværk, men at have fået endnu et i det 13. århundrede; dette er dog forsvundet igen, da kor og skib senere blev overhvælvet13. Trods de tre stokværk er det vanskeligt at se Lilleheddinge som forsvarskirke: etageadskillelserne var af træ, hvilket ikke er heldigt, om man skal forsvare et øvre stokværk mod en fjende, som er trængt ind i et nedre. Ligesom i Store Heddinge lader tagets oprindelige form sig ikke afgøre.

Der er nu det ejendommelige, at både Lilleheddinge og Karise kirke synes at stå i nær forbindelse med St. Clare klostret i Roskilde. Clarisserinderne var franciskanske nonner, ordenen grundlagdes i begyndelsen af det 13. århundrede. Til Danmark bragtes den af Ingerd af Regenstein, datter af Jakob Sunesen og dermed medlem af Hvide-ætten. Hun grundlagde St. Clare klostret i 125614; tidligere havde hun grundlagt Roskildes Franciscaner-kloster, endda to gange før det lykkedes. Mellem de gaver, Ingerd gav St. Clare klostret var Lilleheddinge. Også Peder Olufsen havde forbindelse med St. Clare; i sit testamente gør han dette nye kloster til kurator og skænker det 12 mark sølv, samme sum som hans egen kirke fik. Skønt intet resterer af St. Clare kloster kan det godtgøres, at også dets kirke i hvert fald i det 15. århundrede havde et øvre kor: tilfældet har bevaret en optegnelse om en forsamling dér i 142115.

Den kirke, hvori forsamlingen holdtes, er dog ikke nødvendigvis identisk med Ingerds; en brand i 1302 lagde klostret i ruiner, men om kirken brændte med, ved vi ikke. Kun én dansk kirke udover de nævnte synes at have haft et egentligt øvre kor, nemlig den ejendommelige Ledøje kirke fra o. 1225, der har haft (og efter en restaurering atter har) en komplet kirke med kor og skib ovenpå den ordinære i en konstruktion, hvis skib mest ligner en kvadratisk udgave af Bjernede rundkirke (men reelt er en efterligning af tyske modeller): det er opdelt i ni mindre kvadrater; det midterste af disse åbner til overskibet, mens de otte ydre, der støttes af fire søjler omkring åbningen, er overhvælvede. Det er måske værd at bemærke, at Danmarks Kirker oplyser, at "Den lille Kirke, der er et af vore mærkeligste middelalderlige Arkitekturminder, røber tydeligt i hele sin Udformning, at den oprindelig er rejst som Privatkapel for en Stormand"16. Hvilken har vi desværre ingen anelse om, men han har ikke brudt sig om dårligt vejr: der er spor af en overdækket gang fra hans længst forsvundne gård og til kirken. Nogle få andre kirker - bl.a. Veng - har haft øvre stokværk over større eller mindre dele af skibet/skibene.

Omkring 1500 opgiver man de flade tage på Karise kirke. Både skibet og begge tårnene får sadeltag; ved ombygningen forsvinder vinduerne i det øvre kor, fraset en lille glug øverst i den ny gavl; denne forsvandt først ved en ombygning af gavlen i nyere tid. Ved ombygningen i reformationstiden bliver kammeret lavere og vanskeligt at erkende udefra; korets saddeltag rejser sig nu blot et par meter over skibets, og ingen vinduer afslører kammeret .

Først med ombygningen får altså Marthes kammer den karakter af lønkammer, der lyser os imøde i de yngre former af sagnet, hvor Marthe gemmer sig i det. Før da var det en klart synlig del af kirken, hvor man ikke kunne gemme sig for nogen. De ældre optegnelser af sagnet kender da heller intet til, at Marthe skulle have gemt sig i kammeret; hun søger heri blot til forsvarskirken som sådan, men kammeret kaldes alligevel Marthes kammer. Oprindelsen til navnet må altså nok være ældre end tanken om, at Marthe gemte sig i kammeret.

Voldstedet, hvorpå Karisegård senere byggedes, er aldrig undersøgt, og om første byggefase vides intet. Det er ret omfattende, har haft ydervold og ligner i øvrigt Valdemarstidens borgbanker. Lokalhistorikeren C.H. Brasch mente, med udgangspunkt i sagnet, at borgen var ødelagt af venderne og gengav til støtte for dette endnu et sagn, der fortæller, at vendiske pirater sejlede ad åen lige til Smerup, hvor de ødelagde borgen på det gamle voldsted dér17. Det må medgives, at en ødelæggelse kunne forklare, at Kong Valdemars Jordebog ikke nævner Karise, men imod Brasch må dels anføres, at udgravninger i Smerup har medført en datering af første byggefase til det tidlige 14. århundrede18, dels at undersøgelser af det førmiddelalderlige vejnet på Stevns ikke afslører nogen vej til Karise19. Borgen og bygden kan da næppe have eksisteret før vendertiden, men må nok være kommet til efter Kong Valdemars Jordebog blev udarbejdet.

Peder Olufsens testamente er fra 1261. Dets "af Karise", "min kirke i Karise", etc. viser, at hans hjemsted har været Karise; det falder da naturligt at mene, voldstedet må have været hans, men om han også var dets bygherre får stå hen.

Hen i det 14. århundrede ejes hovedgården af en væbner, Jens Bentsen Steeg, som underskriver sig "af Karise" (Kalrise) i flere dokumenter20. I 1492 møder vi for første gang navnet Karisegård (Kalrisegard21); da er hovedgården endnu i en selvejers hænder. Vi tør vel antage, at vi nu har at gøre med den senmiddelalderlige Karisegård, hvoraf bl.a. nogle skifter af en munkestensmur resterer på voldstedet. I det 16. århundrede er Karisegård blevet kronens ejendom. Endnu i 1551 omtales gården i ental som Karisegaardt, men i 1595 og 1596 omtales den i flertal (Karissegaarde, Karisegaarde22); i 1622 hører vi om to fæstere; ved et mageskifte i 1668 består Karisegårde af en gård og en halvgård: der er åbenbart kommet en halvgård til imellem 1551 og 1595. I 1613 brænder i øvrigt den middelalderlige hovedgård på voldstedet, og en ny bygges.

Den fromme Fru Marthe

I 1645 giver kronen brugen af gårdene til to fromme og godgørende adelsjomfruer fra Nørrejylland, søstrene Margrethe og Anne Vognsen. Anne døde i 1650; en bronzeplade fra hendes kiste findes opsat i kirkens triumfbue. Margrethe boede derimod stadig på hovedgården, da den i 1668 blev skødet over til baron Jens Juel som led i et mageskifte: skødet rummer den bestemmelse, at hun fortsat "nyder sin Benaadning deraf uforkrænket"23.

Jens Juel var ikke en hvemsomhelst. Det ligger nær at bruge ordet røverbaron om denne mand, der grundlagde det Vestindiske Compagni og dermed den danske slavehandel. Jord på Stevns havde han arvet, omend det først var ved sit ægteskab i 1671 han erhvervede den ejendom, der blev centrum i hans stevnske imperium under navnet Juellinge. En række mageskifter med kronen i årene 1664-82 viser, at han både før og efter da søgte at erhverve ejendom på Stevns24. Dokumenterne lader os se en mand, som gladelig lyver om værdien af, hvad han tilbyder i mageskifte, og som ikke skammer sig, når han gribes i løgnen, men blot forhøjer buddet en smule.

Der boede altså virkelig på svenskekrigenes tid en from og godgørende Fru Marthe på Karisegårde. Detaljen med strid om kirke og skel kan meget vel stamme fra hende. Strid om skel havde vist alle, der havde Jens Juel til nabo; i 1683 er der bl.a. strid om en kro i Karise, og Jens Juel udtrykker ønske om at "komme af Fællig og deraf voksende Viderlighed"25. Til striden om kirken findes muligvis et tekstvidne. Patronatsretten til kirken lå hos kronen indtil Jens Juel i 1673 fik særskilt skøde på den, men som beboer af hovedgården kan Margrethe Vognsen ikke have været uden indflydelse26. Overskødningen må være annulleret igen, for det missive, der i 1682 gør Jens Juel til friherre, giver ham atter patronatsretten til Karise kirke27. Måske er baronen i 1673 kommet til kort overfor den fromme Margrethe.

Svenskerne brændte ikke gårdene, men som nævnt brændte den gamle Karisegård i 1613, hvad der jo godt kunne være forklaringen på sagnets påstand; branden er da blot flyttet til sagnets tyngdepunkt, hvor den har en anledning.

Hermed er en forklaring antydet, som kunne stemme med antagelsen af, at vender-versionen er sen og sekundær, og at Ingemanns digt så at sige befinder sig ved roden af sagnet, for megen tvivl kan der ikke være om, at det hovedsagelig er Margrethe Vognsen, hans digt portrætterer: ikke blot navn og adresse, men også dateringen - altid sagnets smertensbarn - stemmer jo.

Der er blot det, at de fleste helligkilder jo er ældre end svenskekrigene, og at der eksisterer en optegnelse om Marthe, kammeret og kilden, som ganske sikkert er fra før 1645, da Margrethe Vognsen flyttede ind på gården.

En optegnelse fra før svenskekrigene

Optegnelsen er at finde i AM 1049, 4to, en papirkodeks, som hovedsagelig rummer kopier lavet af eller for Arne Magnusson. I slutningen af kodeksen er indsat fire blade af ukendt proveniens (ff. 108-11). På det første af disse finder vi den oplysning, at det følgende er excerperet og oversat fra "en gammel haandskreven Latin Pergament Psalter". Navnene på fire ejere af dette psalter er kopieret og viser, at det er gået i arv mere end en gang. Herefter følger en række korte omtaler af nordiske helgener, hvoriblandt St. Marthe:


S. Marthe af Karise-gaarde, havde sit kammer ofuer sakresti koret i kirken. Dersom de hvilede med hendes lig, skal den berømte kilde være obbrusten.

Kålunds katalog daterer håndskriften til det 17. århundrede; dateringen kan næppe anfægtes. Da altså en 17. århundredes skriver betegner sit forlæg som et gammelt håndskrift og desuden opgiver navne på flere ejere, og indholdet er tydeligt katolsk, kunne man let tro, at håndskriftet må have været fra før reformationen. Dette modsiges dog af, at Karisegårde omtales i flertal.

Der kan ikke være tvivl om, at det afsluttende -e er en pluralis. Den gammeldanske dativ, som findes bevaret i fossilformer som "blive jaget af gårde" (her styret af "af"), er forlængst ophørt med at være produktiv da vor skriver oversætter fra psalteret28, og der kan ikke i resten af hans tekst findes spor af den. Det kan altså udelukkes, at den er løbet ham i pennen fordi han lige havde skrevet "af". Det kan også udelukkes, at han selv har indført pluralisformen, fordi han vidste, der var to Karisegårde: han skrev først sakresti i stedet for kor, men Karise kirke har aldrig haft noget sakristi. Fejlen vidner ikke om lokalkendskab eller kendskab til Marthesagnet udover hvad psalteret kunne fortælle.

Pluralisformen må altså nok have stået i forlægget, som da ikke kan have været ældre end sidste del af det 16. århundrede, og som må have søgt at fastholde mindet om helgener, som efter reformationen var på vej mod forglemmelsen. På den anden side tvinger skriverens oplysninger om psalterets materiale og alder, samt det katolske indhold og ejernavnene, os til at datere det tidligt; yngre end 1620-1630 kan det umuligt have været.

Optegnelsen fortæller os intet om helgenlegenden, blot at kilden sprang hvor St. Marthes båre hviledes og at kammeret på en eller anden måde var hendes. Udtrykket "havde sit kammer over..." kan i al sin knaphed næppe afspejle en legende eller et sagn, der lod helgenen gemme sig i kammeret for en tid, men synes at antyde en mere permanent tilknytning, som var del af helgenkulten: også ved de øvrige helgener får vi kun oplysninger, der vedrører kultsteder.

Kilden og kildemarkedet

AM 1049, 4to er vor ældste efterretning om helligkilden. Den næste følger i 1717. I Kjærs lokalhistoriske værk støder vi på en omtale af markedet ved St. Marthes kilde i Karise, hentet fra Præstø tingbog: nogle soldater drak sig fulde og optrådte voldsomt29. Det er der ikke noget mærkeligt i; drukkenskab og slagsmål var almindeligt ved kildemarkeder. I sine essays udmaler Ahnlund ofte kildemarkeder; her er valget dog faldet på P. F. Suhms stemningsmættede beretning fra St. Olafskilden ved Simris-hamn30:


De Fattige, som intet andet have at forsone St. Olaf med, ofre til kilden, og fandt vi midt paa dagen hele Brønden opfyldt med disse producter, saa Vandet var ganske fedt deraf, og dog alligevel sad Folk omkring Brønden og drak deraf. Naar disse ceremonier ere til Ende gaae de paa Markedet, som bestaaer alene, nogle smaae Ting undtagne, af Øl og Brændevin, hvor de begynde, især Mandfolkene, at drikke St. Olufs Skaal, saa længe til de omsider blive fulde, hvoraf opkommer Klammerie og Slagsmaal, som de ender St. Olufs Fest med langt ud paa natten.

Vi skal så yderligere forestille os de syge, som henad midnat, når der var blevet stille ved kilden, kom for at vaske sig i suppedasen.

I 1749 må kildemarkedet endnu have været livligt trods det kongelige reskript af 1747, der forbød sådanne markeder: på vej fra markedet blev Rasmus Jyde fra Frøslev uenig med sin kone om, hvorvidt de skulle køre hjem over Spjellerup eller Tryggevælde; konen slog da Rasmus i hovedet med en lerpotte, så han faldt af vognen, da han kom på benene, trakterede han hende med kørepisken. Det har næppe været kildevandet alene, der havde den virkning. Kort efter rømte Rasmus fra både konen og fæstegården; han endte i arresten, hvor han afgav forklaring31.

En præsteindberetning til Thurah i 1758 lader os vide, at markedet i Karise da stadig holdtes. Reskriptet af 1747 respekteredes ikke meget; visse kildemarkeder fortsatte helt ind i det 19. århundrede. Markedet i Karise blev dog allerede før 1800 et særligt marked for børn32. Dette kan meget vel være sket da en ny præstegård byggedes nær kilden, som derved kom til at ligge i præstegårdshaven. I begyndelsen af det 20. århundrede brugte endnu pastor Bergstrøm i Karise at lade sine konfirmander få en drik af kilden33.

Kilden har i dag form af en brønd på ca. 60 cm diameter, sat af gule teglsten, muligt i pastor Bergstrøms tid. Den har været tør i mange år; i det våde forår 1994 fyldtes den dog, hvad der gav forfatteren lejlighed til at drikke af den. En lille salamander svømmede rundt i kilden som et levende vidne om vandets renhed og gav anledning til spekulationer over, om det mon også var den virkelige betydning af den fisk, man gerne så "røre vandet" i helligkilderne. Ceremonier som den, Suhm beretter om, kunne nok gøre sådant nødigt.

Efterretningerne fra det 18. århundrede

Efter midten af det 18. århundrede optræder flere trykte optegnelser om St. Merthe, som hun nu hedder. Den første er trykt i 1762 i Hoffmans Samlinger34:


I Sognet Karise... Endnu Hellig Merthis Kilde, som besøges St. Hans Aften. Om denne Merthe fortælles, at hun boede paa et Slot hvor nu Karisegaard staaer, hvoraf sees Kiende-Tegn af Volde; men da de preussiske Søe-Røvere streiffede op i Aaen, har de ødelagt Slottet, da bemeldte Merthe tog sin Tilflugt til Kirken, hvor der endnu er et Kammer paa Hvælvningen, kaldes Hellig Merthis Kammer.

Hoffman har uden videre tvivl benyttet den allerede nævnte præsteindberetning til Thurah fra 1758; denne er omtrent enslydende med Hoffmans oplysning, idet den dog bruger det finere "Rudera" i stedet for "Kiende-Tegn". De preussiske sørøvere er blot et mere lærd navn for venderne. Vi bemærker, at selvom rummet kaldes Merthes kammer, udlægges det ikke som hendes skjulested; hun tager tilsyneladende her sin tilflugt til forsvarskirken som sådan.

I 1767 trykkes en kortfattet optegnelse i tredje bind af Pontoppidans Danske Atlas35:


ved Karise er Hellig Merthes Kilde, saa kaldet efter en ellers ubekiendt Helgen, som skal have boet paa Karise-Gaard, men blev efterstræbt, siger man, af Vendiske Søe-Røvere.


Optegnelsen stammer fra en tidligere præsteindberetning fra 1755, der ikke nævner kammeret og bruger folkesprogets "vendiske" om sørøverne. Pontoppidan og Hoffman var svogre, og Pontoppidan må have kendt Hoffmans værk; når han ikke udnytter dets rigere meddelelse, må det skyldes, at han ikke har nået det. Han døde i 1764, manuskriptet til bind 3 var da ufuldendt, men kunne dog overgives til bogtrykkeren. Bind 4 og 5 blev redigerede af Hoffman, der også tilføjede to supplementsbind, 6 og 7. Heri finder vi følgende oplysning36:


Paa Hvelvingen er et kammer kaldet Merthis Kammer; denne Merthe har beboet en Gaard kaldet Carlrise Gaard, hvor der haver staaet et Slot med Graver og Volde, som Søe Røvere skal have ødelagt; der er og en Kilde kaldet Merthis Kilde, som besøges St. Hans Aften.


Selvom denne notes oplysninger kan minde om den, Hoffman trykte i 1762, har den en helt anden sprogtone; ligesom Pontoppidans optegnelse ved den ikke af, at Marthe søgte til kirken da sørøverne ødelagde hendes borg, men den nævner dog kammeret. Den dvæler tydeligt ved det forsvundne slot med grave og volde; man kunne næsten tro, at den var skrevet af en mand med arkæologiske interesser.

Det er den måske også. Peder Syv var præst i baron Juels kirke i Hellested til sin død i 1702 og udgravede en række storstensgrave på Stevns; ved Karise udførte han tilmed en nødgravning, før baronen fjernede stenene for at bruge dem til et begravelseskapel37. Navneformen Carlrise er næsten så god som et bomærke. Bygdens navn er egentlig Kalve-ris, "kalvenes krat"38 og indeholder ikke mandsnavnet Karl, men det mente Syv at det gjorde: i sin hundredvisebog fra 1695 meddeler han, til visen om Karl og Rigmor, at en vis Karl af Rise "var fra Riis, og Byen kaldes nu, efter ham, Karls-Riis eller Kariis"39. Den dialektkyndige vil nu tænke, at den reducerede form Kalrise, som vi finder i væbner Steegs tid, kan være udtalt "karlrise", men former med -l- møder vi sidst i midten af det 16. århundrede40, derefter finder vi kun Karyse, Karisse, Karise. Det er altså en gammel form, som på Syvs tid var gledet ud af talesproget, han baserer sin teori på. Formentlig stammer den hos Hoffman fra Syv, eller måske fra en visekyndig beundrer af ham på Stevns; det sidste virker dog lidet troligt: en lokal, der kendte både udtalen og de gængse måder at skrive navnet på, ville næppe forvride det, næsten uanset hvor varmt han beundrede Syv. Hoffman synes først at have fået optegnelsen i hænde efter 1762, men det behøver ikke at betyde, at den er fra efter dette år. Den kan være fremkommet fra et bibliotek eller arkiv, eller have forputtet sig i broderen Tychos omfattende samlinger, som Hoffman fik efter dennes død i 1754.

Suhms teori og dens skæbne

I sin Historie af Danmark41 kombinerer Suhm optegnelserne:


...den hellige Merthe, som skal have boet på et Slot, hvor nu Karisegård står.... Der skal endnu sees Tegn efter Volde. Da preussiske Søe-Røvere ginge op ad Aaen, og ødelagde Slottet, flyede hun til Kirken, hvor der endnu er et Kammer over Hvælvingen, kaldet efter hende. I Egnen er og en Kilde, som besøges hver St. Hans Aften.


Suhm mener desuden at vide, hvem den "ellers ubekiendte Helgen" er: det må være Absalons "frænke" - ordet er allerede på Suhms tid arkaisk; Suhm var ikke fri for krukkeri - St. Margareta af Roskilde, som dræbtes af sin mand i 1176 i Ølsie nær Køge. Suhm peger på navnet og nærheden som beviser og mener, at sagnet kan tale sandt om borgen: Margareta levede i vendertiden og ejede vel et gods ved Karise. Om kammeret holder han klogeligt sin bøtte; det byggedes mere end 80 år efter Margaretas død og kan umuligt presses ind i en "det hele er jo sandt"-forklaring. Suhm mente i øvrigt, at Margareta, som jo åbenbart var en Hvide, måtte være Ebbe Sunesens datter Margareta, hvis mands navn er udeladt i Hvidernes slægtstavler: det måtte være fordi han var fundet uværdig42. Gertz (1908) var uenig, på et endnu spinklere grundlag.

Suhms identifikation accepteredes uden forbehold af Brasch, som i Vemmetoftes Historie43 skriver:


Sagnet beretter...hvorledes vendiske Sørøvere udplyndrede og afbrændte Karise Gaard.... Sagnet har opbevaret os Navnet paa den, der dengang eiede og beboede Karise Gaard, som var Absalons Frænke, den fromme og i Livet saa haardt forfulgte Fru Marthe, der efter sin Død blev kanoniseret af Absalon som Biskop i Roskilde, og hvis Navn endnu lever i "den Hellige Fru Marthes Kilde", sydost for hendes Gaard....


Brasch henviste til Suhm som kilde til "sagnet", men uden at nævne, at det var en rekonstruktion. Det narrede folkloristen A. F. Schmidt, som åbenbart ikke gad slå efter hos Suhm. I en artikel "Om Helligkilder med særligt Henblik paa Præstø Amt"44 oplyser han, at "Sagnet beretter, at da Absalons Frænke, den i livet saa haardt prøvede Fru Marthe (eller Merthe), blev baaret til Graven, satte Munkene Kisten paa Jorden et øjeblik for at hvile", hvorpå kilden sprang. Ordlyden levner ingen tvivl om Schmidts kilde; munkene har han da selv indføjet i sit "sagn".

Suhms rekonstruktion fandt også vej til F. Barfods Danmarkshistorie fra 1885, omend i kombination med Ingemanns digt og uden kildehenvisninger; S. Svanes værk om Danmarks helligkilder gengiver af ukendte årsager netop Barfods særprægede samarbejdning til belysning af sagnet, og kun den45:


Efter Fr. Barfods Danmarkshistorie var den hellige fru Martha Absalons frænke og boede på Karisegård. Hun var en from og god kvinde, der hjalp de fattige, besøgte de syge, mættede de sultne og løste de fangne af deres lænker. Under et togt overfaldt venderne hendes gård og brændte den. Fru Martha søgte tilflugt i det kammer, der findes over koret i Karise kirke.... Hun genopbyggede Karisegård og døde her. Da hendes lig blev ført til kirken...udsprang på det sted, hvor man hvilede med båren, en kilde, der fik tillagt lægedoms-kraft. ... Der opstod også kildemarkeder med stor tilstrømning.

Barfod er tilsyneladende den første som hævder, at Marthe gemte sig i kammeret for venderne. Fra Suhm kommer kun påstanden, at hun var Absalons frænke: det er morsomt at se, hvordan dette stemningsfyldte gamle ord hænger ved, selv i A. F. Schmidts "sagn". De fattige hun hjalp, de syge hun besøgte, de sultne hun mættede og de fangne hun løste kommer uden ringeste tvivl fra Ingemanns digt. Ved sin kombination af den myrdede helgen og den fromme adelsjomfru gentog Barfod, sig selv uafvidende, den samme proces, som var foregået i traditionen, omend med et ganske andet resultat.

Ellen Jørgensens teori

Da Ellen Jørgensen i sin disputats Helgendyrkelse i Danmark baserede sin teori om "sognets folkekårne helgener" på optegnelsen i AM 1049, 4to, skete det uden henvisning til hverken Suhm, Brasch eller Barfod: Jørgensen nævner end ikke den mulighed, at Marthe kunne være St. Margareta af Roskilde.

Det skete også uden hensyn til optegnelsens flertalsform af Karisegaarde: Jørgensen hævder uden bevisførelse, at det gamle psalter bagved AM 1049, 4to var førreformatorisk, og at dets omtale af St. Marthe beviste eksistensen i katolsk tid af en ellers ukendt lokalhelgen, "kåret af folket uden kirkens medvirken". På dette fundament opbygger hun derefter en teori om, at sådanne "sognehelgener" var almindelige i katolsk tid i Danmark. Til støtte for teorien anfører hun yderligere seks helgener, der kun kendes fra lokaltradition efter reformationen, nemlig St. Svend af Hagested, St. Svend af Vemmetofte, St. Ødbynd af Bøstrup, St. Ender af Oxby, St. Trab af Timring, St. Regisse af Frørup, foruden Karises Marthe46.

I sin anmeldelse af disputatsen gav Steenstrup, der havde lært metode hos Konrad Maurer, teorien om "sognenes folkekårne helgener" en ret ublid medfart:


En nærmere Dvælen ved Navnene vilde ogsaa have aabnet Frk. J.'s Blik for, at hun er kommet ind paa en helt urigtig Vej ved sin Antagelse om de mange Helgener, som Folket skulle have dannet uden nogen Autorisation af Kirken, "Sognenes folkekaarne Helgener". Det gaar ikke an, fordi der i Tiderne efter Reformationen bliver nævnt en eller anden ukendt Helgen i forbindelse med en Kirke, en Kilde eller lignende, da at indordne saadant under den katholske Tids Helgendyrkelse. Dette gælder saaledes St. Martha af Karisegaarde og hendes Kilde. Her vilde Navnestudier netop have kunnet bringe Forf. paa rigtigere Vej .... Nu ligger endvidere Karise kun et par Mil Syd for Landsbyen Ølsie, hvor Helgeninden Margretha, Absalons slægtning, blev dræbt og viste sine Undere. Der foreligger derfor næppe mere end en Fordobling eller Forskydning af den gamle Begivenhed....47


Det må bemærkes, at Steenstrup implicit hævder, at Karises St. Marthe først nævnes efter reformationen. Han forklarer dog ikke denne datering af det gamle psalter bag AM 1049, 4to og nævner heller ikke, at Suhm engang har foretaget den samme identifikation. Steenstrup fortsætter herefter med at vise, at i hvert fald fire af Jørgensens fem øvrige sognehelgener må være forvanskede, efterreformatoriske genklange af irske og engelske helgener: St. Ødbøn er St. Ethbinus, St. Ender er St. Enda, og de to St. Svend er begge St. Swithun.

Ser vi nu nøjere på Jørgensens sognehelgener, bliver det påfaldende, at fem ud af de seks stammer fra helligkilder ved kirker; kun St. Ødbøn er ikke tilknyttet en kilde. De fleste er engelske eller irske helgener, som må stamme fra den engelske påvirknings tid i det 11. og 12. århundrede. At man allerede da fulgte Gregor den Stores gode råd om at indvie de hedenske helligsteder til den kristne gud, så folk kunne gå derhen, hvor de plejede, godtgøres af, at et pænt antal kirker tidligt byggedes ved hvad vi må formode var gamle, hedenske helligkilder.

De engelske og irske helgener var ikke meget dyrkede i højmiddelalderen; det synes oftest at være deres tilknytning til helligkilder, der overhovedet har bevaret mindet om dem, omend med forvanskede navne. Selv de mere kendte navne forvanskedes efter reformationen; mange kirker var viet til St. Bothulf, alligevel finder vi i 1560, at aftenen efter hans helgendag kaldes "St. Bodils nat" i et reskript, og at kilden ved St. Budolfi kirke i Roskilde blev "St. Bodils kilde"48.

Teorien om sognenes folkekårne helgener kom sig aldrig rigtigt efter Steenstrups kritik, omend den nu og da dukker op i populære værker. Men betyder det, at ukanoniserede helgener sletikke findes? Enhver helgen må jo have startet sin karriere som ukanoniseret, og vel også være dyrket ét sted før andre? Kunne da ikke en sådan kult fortsætte trods manglende kanonisering? Svaret er, at det kunne den ikke i længden, efter at Alexander III (1159-81) fik gjort kanoniseringer til Vatikanets monopol. Før da kan vi dårligt nok opstille et skel mellem kanoniserede og ikke-kanoniserede helgener, men efter den tid blev imidlertid en regelret kanonisering nødvendig, om en ny helgenkult skulle trives. Den nyere forsknings holdning sammenfattes kort i Oxford Dictionary of Saints: "Unauthorized cults did not entirely cease in the later Middle Ages...but in the long run they were unlikely to survive if they lacked the papal approval which they should have had"49.

Det er altså ikke troligt, at Karises St. Marthe skulle være en ukendt "sognehelgen", kåret af folket efter at Karise kom til. Dertil virker hun for slidstærk, og hendes tilknytning til en helligkilde ved en kirke fra det 13. århundrede taler også for, at hun må have været autoriseret. Men vil vi søge St. Marthes oprindelse hos en kendt helgen, så har vi kun Margareta af Antiochia og Margareta af Roskilde at vælge imellem. St. Margareta af Antiochia kan vi vist roligt udelukke, og der bliver så kun St. Margareta af Roskilde tilbage.

St. Margareta af Roskilde

Margareta af Roskilde nævnes i en række middelalderannaler og -krøniker50. Kun Chronica Sialandie meddeler dog detaljer; de øvrige har kun dødsår og sted - begge oftest gale - samt, i et par tilfælde, oplysningen at Margareta blev dræbt af sin mand, Herlog. Herudover findes to kirkelige beretninger om Margareta. Den ene er skrevet i Danmark tidligt i det 13. århundrede, næsten givet i Roskilde, og fortæller om Margaretas død, begravelse, elevation og translation til Fruekirken i Roskilde51. Den skal fremover omtales som Margaretas levned. Den anden er ærkebiskop Eskils fortælling om Margareta, nedskrevet af Heribertus i Clairvaux o. 1180.

Ifølge levnedet var Margareta en slægtning til Absalon og blev gift med en vis Herlog. På St. Crispins dag (25. okt.) 1176 fandtes hun hængt i hjemmet i Ølsie. Som selvmorder begravedes hun udenfor kirkegården. Folk på stedet må have haft mistanke til manden, for snart begyndte der at gå rygter om himmelske lys over graven. Man henvendte sig da til Absalon, der var biskop i Roskilde indtil 1177, da Eskil drog til Clairvaux og overlod Absalon ærkesædet. Absalon sendte "pålidelige mænd" for at efterforske. De har vel næppe set lysene, men rygterne har de vistnok hørt, for efter en rådslagning tog Absalon Herlog i forhør. Han brød sammen og tilstod, at han havde kvalt konen og hængt hende op.

Hvilket indtryk affæren har gjort i Østsjælland kan den dømme om, der husker den danske mordsag mod Frank Hammeleff i 1960erne. Hammeleff havde ombragt en kone (muligvis endda to, men han dømtes kun for det ene mord) på lignende vis. Også her var det de stædige rygter, der til slut førte til, at manden stilledes for retten. De makabre detaljer var længe almindeligt samtalestof.

Levnedet beretter, at Margaretas slægtninge var ophidsede på Herlog, men at Absalon, selv slægtning, fik dem forligt. Det må uden tvivl have kostet Herlog. Det var dog ikke enden på det økonomiske udbytte: Absalon pålagde befolkningen i Østsjælland at betale Margreteskud, og herudover var der indtægterne fra helgenskrinet; det fremgår af dokumenter fra perioden 1177-82, at de var værd at regne med52.

Eskils beretning afviger fra levnedet ved at give lidt flere detaljer om Margaretas og Herlogs ægteskab, der åbenbart har været samtalestof i de højere kirkelige kredse: hun var "mitis et humilis" og "magna simplicitate et innocencia", men manden var ikke god ved hende; han forfulgte hende og slog hende, tildels på sin søsters opfordring.

Levnedet lader Absalon gå til graven og hente Margareta så snart Herlog har tilstået: "Liget tages da op af graven, aftvættes, lægges på en båre og føres med ærefrygt til staden. Med største jubel iler folk af alle klasser, ethvert køn, enhver alder, enhver stand det hellige ligtog imøde"53. Beskrivelsen virker ejendommeligt bekendt, når man har læst Ingemanns digt; udelukkes kan det vel heller ikke, at ligtoget er husket i Karise-sagnet endnu på hans tid.

Noget tyder dog på, at bispen har givet sig bedre tid: Sune-sønnernes psalter giver os datoen 19. juli 1177 for translatio sce. Margareta54, men Absalon synes at have indviet nonneklosteret ved Fruekirken i Roskilde til Margareta før udgangen af 117655. Dateringen af indvielsen kunne være fejlagtig, men datoen for translationen, 19. juli, er tankevækkende og kan i sig selv forklare en forsinkelse: den 20. juli er St. Margareta af Antiochias helgendag. Margareta af Roskilde fik aldrig nogen helgendag, men annalerne og psalteret viser, at hun fejredes på dagen for translationen, altså dagen før St. Margareta af Antiochia. Det er udelukket, at der kan være tale om en tilfældighed; Absalon må helt bevidst have kalkuleret med at lade sin slægtning overlejre den gamle St. Margareta og have ventet til den rigtige dag med at grave hende op.

Sidenhen blev Margaretas særk anset for et virksomt middel ved vanskelige fødsler; endnu i 1468 bad Christian I, om dronning Dorothea (der vitterlig havde problemer med børnefødsler) ved sin forestående nedkomst måtte låne særken, "som gothe quinur uti barns buyrd, gantz saa nyteligh ær" . Rollen som fødselshjælper må uden videre tvivl være smittet af fra St. Margareta af Antiochia.

Nogen helligkilde nævner levnedet ikke. Det gør Eskils beretning heller ikke, men det er lige ved: i Heriberts bearbejdning er det blevet til, at Margareta blev begravet i havstokken imellem to røvere, og at en blind mand, der tilfældigt vaskede sit ansigt i det vand, der flød over graven, fik synet igen af det, hvoraf man sluttede, at Margareta var helgen. Mistanken om, at det kunne være en af røverne, der nød himlens bevågenhed, bortvejres derved, at Heribert fortæller, at de var pilrådne og lugtede slemt56, mens Margaretas lig sletikke var rådnet og udsendte en vidunderlig vellugt (hvordan man så ellers har kunnet sanse det i den fæle lugt).

Anbringelsen imellem de to røvere smager lovlig meget af Golgatha til at kunne vinde tiltro, og ligets tilstand er et standardelement i helgenberetninger. Eskil forlod Danmark lige omkring den tid, Margareta opgravedes, og i sine sidste måneder som ærkebisp havde han andet at tage sig til end at besøge Sjælland for at overvåge Absalons helgenprojekt. Øjenvidne var han altså ikke, og pyntet på beretningen er der også: Eskils og Heriberts beretning er legende, ikke historie. Det må tages i betragtning, når vi sammenligner den med levnedet.

En interessant detalje er begravelsen i havstokken. Sådan begravelse blev oftest ukendte strandvaskere til del. Helt op i Napoleonskrigenes tid brugte man den i Danmark; i Vestjylland findes flere "dødebjerge" med massebegravelser af engelske søfolk fra den tid. Begrundelsen var, at man jo ikke kunne vide, om det overhovedet var kristne, der drev i land, eller måske snarere katolikker, eller det, der var endnu værre. I nogle folkeviser og sagn møder vi også begravelsesformen, men det er tvivlsomt, om den har været almindeligt anvendt for selvmordere. Oftere begravedes de i et trebundet skel, så deres spøgelser ikke skulle kunne finde vej nogen steder hen, og levnedet, som må anses for en pålidelig gengivelse af den officielle version af affæren, taler da heller ikke om begravelse i havstokken, men blot om begravelse udenfor kirkegården.

Underet, der giver den blinde han syn igen, er velkendt fra en række helligkildesagn: vandet fra kilden gør den blinde seende. Derimod optræder det, så vidt mig bekendt, aldrig i forbindelse med havvand. Den foreløbige konklusion må blive, at Eskil har taget fejl, og at det i stedet er vandet fra en kilde ved graven, der har været tale om. Tilbage bliver, at der allerede kort efter mordet har været to versioner af "underet ved graven" i omløb: én, der talte om lys over graven, og én, der lod underet ske ved vand, formentlig fra en kilde.

Kanoniseret blev Margareta aldrig, men hun må været blevet saligkåret - dvs. autoriseret som sandsynlig helgen - omkring 1201; Chronica Sialandie nævner begivenheden dette år. Levnedet beretter, at der i Roskilde Fruekirke rejstes et stort gravmæle for Margareta, og at der skete store mirakler her, men giver ingen detaljer. Endnu i det 13. århundrede hører vi om skrinet57, men derefter bliver der stille om St. Margareta i stiftsbyen, hvor man vel har fundet andet at interessere sig for. Efter en ombygning omkring 1500 resterer intet spor af skrinet.

Nogle kilder lader os dog forstå, at St. Margaretas kult levede i bedste velgående på hjemegnen. Et pavebrev fra 1257 omtaler et "kapel for St. Margareta ved havet" og antyder, at kapellet gav gode indtægter58. En "gammel kirke" omtales i Chronica Sialandie nær det sted, Margareta nedgravedes (år 1201); krøniken meddeler, at der skete mirakler her, men at de ikke blev nedskrevet i tide og derfor ikke kendes i detaljer. Endnu omkring reformationen omtaler franciskanermunken Petrus Olai "St. Margaretas gamle kirke ved kysten ved Ølsie"59.

Suhm forlod sig på Chronica Sialandie og antog, at Margareta var blevet nedgravet nær en allerede eksisterende, men siden forsvundet kirke ved selve Ølsie (nu Højelse), et par kilometer fra kysten. Hans Olrik fulgte derimod levnedet og antog, at et kapel rejstes hvor Margaretas grav havde været, og at grav og kapel måtte søges nærmere kysten. Danmarks Kirker mener, at stedet har været udflytterbyen Ølsemagle, som ligger nærmest havet, og hvor en Kapelbakke findes60. Først Tue Gad inddrog Eskils beretning i sin behandling af St. Margareta61, men tog ikke stilling til dens påstand om begravelse i havstokken.

Det kan godtgøres, at der både har været en gammel kirke ved Højelse og et kapel ved Ølsemagle, begge med helligkilder. Derimod har der aldrig været kapel eller kirke helt ude ved den moderne strandlinje ved Ølby Lyng, af den gode grund, at strandlinjen o. 1200 forløb en del nærmere Ølsemagle end nu; afstanden herfra til vandet har kun været få hundrede meter.

Kapellet i Ølsemagle lå på Kapelsagre, som igen ligger på Kapelbakke, nær jernbanen; helligkilde og kapel lå på sydsiden af bakken, mellem den fredede Rishøj og landevejen mellem Højelse og Ølsemagle62; her trænger artesisk vand endnu op hist og her og gør livet surt for lodsejerne; byens kilde lå også nær herved. Ved Højelse findes, på et sted hvor rester af en kirke kunne ses endnu i det 19. århundrede, en anden helligkilde63. I begge tilfælde er alt navnestof tabt, men vi tør vel antage, at kapellet i Ølsemagle er identisk med pavebrevets og Petrus Olais kapel ved havet, hhv. gamle kirke ved kysten, mens Chronica Sialandie måske snarere taler om kirken ved Højelse. I hvert fald ved kapellet må St. Margareta være dyrket.

Parallelmaterialet fra de andre helligkilder

Konklusionen, at St. Marthe af Karise må være St. Margareta af Roskilde, blev både af Suhm og Steenstrup draget på grund af navneligheden og nærheden. Når vi ser på omfanget af St. Margareta af Roskildes kult i Østsjælland, virker det usandsynligt, at endnu en helgen med samme navn skulle have kunnet hævde sig på Stevns, uden kirkens billigelse og dog ved en kirke. Men det er vanskeligt at forbinde legenden om St. Margareta af Roskilde, som vi har den overleveret, med sagnet om St. Marthe. Kun hustruforfølgelses-versionen stemmer med hustrumordet, men denne version synes sen: rummet blev jo først "hemmeligt" omkring 1500.

En undersøgelse af parallelmaterialet fra andre helligkilder med navnet Margrethe, Marthe, Merthe giver imidlertid et helt andet billede af sagen.

Sagn om, hvordan helligkilder kom til, kan deles i to grundtyper, som kunne kaldes helligelsessagn og oprindelsessagn. Helligelsessagn fortæller, hvorledes en allerede eksisterende kilde fik kraft; et stort antal af dem knytter sig til abbed Vilhelm af Æbelholt, som tilsyneladende har været flittig til at vi gamle kilder til kristne helgener. Sagnene er i øvrigt ikke af interesse her, bortset fra tre, som lader kilden helliges eller vanhelliges ved et barnemord; de skal omtales senere.

Oprindelsessagn vil fortælle, hvordan kilden vældede frem som vidne om hellighed og/eller uskyld. Grundtypen rummer en snes forskellige sagn, hvoraf en del kan findes ved flere helligkilder, mens andre kun findes ved en enkelt. De allerfleste af dem falder i en af de følgende grupper:

1) Jærtegnssagn: en helgen eller uskyldig lader kilden springe som jærtegn.
2) Mordsagn: kilden springer ved en myrdet helgens eller uskyldigs lig.
3) Klokkesagn: en kirkeklokke river sig løs og flyver væk, oftest fordi klokkestøberen har snydt ved støbningen. Hvor klokken lander springer kilden, ofte kan man høre klokken ringe i den.

Hertil kommer et par sagn, som låner fra anden tradition eller fra litteratur; karakteristisk for disse er, at de ligesom klokkesagnene forklarer, hvordan der blev slået hul på jordskorpen, så kilden kunne flyde. Til Kappelkilde - givetvis navngivet efter et kapel, adskillige Kapelkilder findes - fortælles om en kæmpe som hed Kappel64; Saxos beretning om Starkads død lånes til ham; kilden springer, hvor kæmpekroppen falder; en anden kilde nærved har en sideform til dette sagn, hvor kæmpen (som her hedder Hjelm; kilden ligger ved Hjelmslev) ligesom Starkad overvinder en række modstandere før daggry, men bliver dræbt af den, han skal beskytte, mens Starkad jo blot får en skramme65. Et andet sted låner man lindormsagnet; da lindormen skydes, springer kilden der hvor dens krop falder.

I jærtegnssagnene optræder oftest en af missionshelgenerne, som St. Ansgar eller St. Thøger, men også i et par tilfælde Niels kongesøn, oldebarn af kong Niels. I ét tilfælde prikker han med sin stok et kors i jorden fordi nogle arbejdsfolk er tørstige; her springer helligkilden. Lån fra anden tradition kan dog også findes; bl.a. er legenden om Olav den Helliges væddesejlads lånt til en helligkilde ved Roskilde Fjord, vistnok fra en variant af Olavsvisen66, hvis "kællingevers" er blevet en disput mellem Olav og en troldkælling på land; Olav sætter skibet så hårdt mod kysten, at kilden springer67. Et enkelt Jærtegnssagn har hentet elementer fra klokkesagnene, nemlig sagnet fra St. Merthes eller Marthes kilde ved Flakkebjerg68: en ung pige ved navn Merthe/Marthe hører klokker ringe på en eng hvor der er arbejdsfolk, men ingen andre hører noget; en kilde udspringer da som jærtegn. En mere udpyntet variant lader Merthe fremsige et vers, hun slår så skaftet på sin rive i engen, hvorved kilden springer, men selv synker hun i jorden. I den første variant finder vi en kombination af klokkesagnet med jærtegnets grundidé; den anden låner vel slaget i jorden fra Niels kongesøn, der jo "slog kilde" mens der var arbejdsfolk omkring, men alleryderst er det jo nok Moses og hans stav som spøger. Helenesagnet (se nedenfor) har vel bidraget med nedsynkningen. Man har førhen gået i procession til kilden, så den er nok ældre end blandingssagnet; den føjer sig da ind i rækken af østsjællandske Margrethekilder.

Mordsagnene kan deles i seks grupper, nemlig: 1) Regitzesagnet: helgenen sendes som missionær, ankommer under en hedensk fest, dræbes, kilden springer hvor liget ligger. Ofte hedder helgenen Regitze, Regisse, Rise69 eller (dialekt) Ganse70; hun er vel oprindelig St. Regina af Autun. Ved Else Made kilde på Samsø er den dræbte "en hellig mand"71, to andre kilder, hvoraf den ene bærer Helenes navn, har en sideform uden navn på den dræbte: en kæmpe dræber pigen ved et uheld72. Ældste optegnelse er fra 1589, næstældste fra 1623.

2) Helenesagnet: helgenen er en myrdet svensk prinsesse, som kommer drivende på en sten; hvor man bærer liget i land, åbner klinten sig; hestene kan dog kun trække liget én vej, og efter en tid går vognen helt i stå, liget tages ned, det synker straks i jorden, og en kilde springer. Med en enkelt undtagelse hedder helgenen Helene, Ellen, Lene73; ved en enkelt kilde er et helligelsessagn knyttet til en levende "Helene af Skåne"74. Helene er naturligvis Helene af Skovde, som er sejlet over Øresund fra Skåne, hvor flere kirker og mindst én kilde var viet til hende; bag Helene af Skovde finder vi vistnok, som allerede Joachim Junge gættede på, kejserinden og kejsermoderen St. Helena75, men sagnet er en næsten helt selvstændig dannelse, hvortil Gerbert-sagnet - af hvilket flere versioner er indsamlet i egnen om de store søer - synes at have bidraget med motivet med liget, der selv finder sit hvilested med trækdyrene som medier. Ældste opskrift hos Ole Worm (1646). Undtagelsen er atter Else Made kilde på Samsø76: her møder vi igen "en hellig mand". Ældste opskrift af denne variant er fra 1596 og godtgør, at skridningen i helgensagnene er sat ind tidligt.

3) Knud Lavard: kilden ved hans kapel ved Haraldsted skal være sprunget, hvor hans lig først lå; en anden nærved hvor munkene, der førte det derfra, satte båren på jorden77. Beretningen findes kun knyttet til disse kilder. Ældste optegnelse findes hos Saxo.

4) St. Margaretasagnet: helgenens mand eller bejler myrder hende; hvor liget ligger eller gør holdt springer kilden. Med et par undtagelser hedder helgenen Margrethe, Merthe, Marthe, etc. Sagnet gennemgås nøjere nedenfor.

5) Sagnet om hr. Truels' døtre: Hr. Truels' søn (tre sønner) forsvinder, han får tre døtre, disse myrdes af tre røvere, man fanger røverne og finder, at lederen (alle tre røvere) er hr. Truels' forsvundne søn (sønner)78; oftere finder vi sagnet uden hr. Truels' navn79. Ældste opskrift hos Ole Worm (1638). Sagnet, som også findes ved flere sydsvenske helligkilder, kendes fra en vidt udbredt folkevise80. Visen findes i to hovedversioner, en religiøst præget, hvori søstrene synder og siden myrdes, og en "familietragisk"; ved de to første og den sidste kilde er det den familietragiske version, vi finder, ved resten måske den religiøst prægede: her mangler søskendemordmotivet, men også pigernes synd. Det er værd at bemærke, at sagnet stort set kun har knyttet sig til kilder med tre væld (det gælder fem af de syv i noterne nævnte kilder, én har to væld, her er antallet af døtre justeret til to), men til gengæld synes omtrent enerådende ved sådanne kilder.

6) Hertil kommer en type mordsagn, som ikke er oprindelses-sagn, nemlig barnemordet: en pige føder i dølgsmål og ombringer barnet, kilden helliges eller vanhelliges derved. Kun tre varianter findes; en lader kilden være hvor pigen henrettes81, en anden hvor hun myrder barnet82, og en tredje er det eneste vanhelligelsessagn, som afviger fra den gængse form (en skabet eller blind hest, flere heste, en ko, flere køer, etc. vaskes i kilden): barnet druknes i helligkilden, som herved taber sin kraft83. Ingen optegnelser fra før 1800 findes.

Nogle af de i gruppe 1 til 4 opførte sagn og flertallet af de under 5 opførte mangler navnet. Af disse er igen nogle få så afvigende, at de nok kunne være af en anden oprindelse end de øvrige. De tre barnemordsagn er sikkert dannet hver for sig; de to, som opgiver navn på moderen, bruger hvert sit, og ved den ene84 kan sagnet vises at være et sekundært memorat om en virkelig begivenhed i 1696. Sagnet beretter, at på Mettes bakke, ved Mettes kilde, henrettedes barnemordersken Mette. Mette er Mette Jensdatter som var besvangret af herremanden Tønne Grubbe; hun rømte med hans hjælp til Sverige, men blev fanget og bragt til København og derfra til Fakse retterting. Ordren til henrettelsen er dateret 21. april 169685. Skønt Kjær mener, at bakke og kilde har fået navn efter pigen, er kilden vist ældre; den er brøndsat i ældre tid, og henrettelsen synes at være foregået i Fakse; Kongsted har i hvert fald aldrig haft rettersted. Barnemorderskens tilknytning til kilden synes, ligesom Margrethe Vognsens tilknytning til kilden i Karise, at skyldes navnelighed: som vi skal se, findes i Østsjælland en række helligkilder med navnet Marthe, Merthe, Mette etc., kilden har da nok heddet sådan også før den ulykkelige barnemorderske henrettedes.

Til dette kommer nogle reliktformer, der ikke klart kan henføres til en bestemt gruppe. Ved en kilde86 finder vi f.eks. et sagn, der blot fortæller, at kilden sprang, hvor en adelig jomfru myrdedes på vej til kirke. Navnet, "Jomfruens kilde", afslører her, at det nok er en reliktform af Truelssagnet (hvis kilder ofte hedder jomfrukilde, frøkenkilde) og hvori pigerne ofte myrdes på vej til kirke. Et ganske lignende sagn knyttes i Pontoppidans Danske Atlas til en kilde i Flade, hvor St. Margrethe skal være blevet myrdet på vej til kirke; her afslører navnet og parallelmaterialet, at vi har at gøre med en relikt-form af Margrethesagnet.

Selve det faktum, at hele korpus af mordsagn fra danske helligkilder overhovedet kan analyseres som tilhørende blot seks typer, hvoraf fire hænger sammen med hver sin gamle helgen og den femte med en udbredt vise, mere end antyder, at analysen også afspejler sagnenes afstamningsforhold: fra middelalderen har vi tilsyneladende bevaret fire forvanskede helgenlegender og Truels-sagnet, som alle er ret udbredte; fra tiden derefter blot et par barnemord og blandingssagn, hvoraf ingen synes at have bredt sig. Kun i ét tilfælde finder vi sammenblanding af to mordsagn, nemlig ved Else Made kilde på Samsø, som har både Regitze- og Helenesagn om den samme "hellige mand". Denne ekstreme fattigdom på typer såvel som på nydannelser gør det rimeligt at antage, at også de få mere afvigende sagn i gruppe 1-5 må være rundet af samme rod som resten af sagnene i gruppen.

Det ændrer naturligvis ikke ved, at mange af sagnenes træk kan findes som udbredte motiver, som liget, der selv bestemmer hvor det vil hen, eller sejladsen på en sten; megen tvivl kan der ikke være om, at de er kommet til os fra middelalderen87. Hele Helenesagnet er reelt samlet af sådanne fri motiver; det bemærkelsesværdige er netop, at vi på trods heraf ikke finder de til Helenesagnet hørende motiver ved andre helligkilder end hendes, undtagen ligets nedsynkning, der er udlånt til bl.a. Flakkebjerg-sagnet. Vi må være kommet ud af middelalderen med ganske få, men meget velkendte helligkildesagn.

Udfra disse forudsætninger skal nu St. Margareta-sagnet undersøges.

I Flade på Limfjordsøen Mors kan findes flere varianter; de er knyttet til to forskellige kilder ved Flade kirke88. Kirken var indviet til en St. Margareta89; hvilken af dem vides ikke.

Den ene kilde ligger i præstegårdshaven og kaldes Maretes, Marthas, Mærthes kilde. Om den fortælles, at prinsesse Marete, Martha, Mærthe dræbtes af sin bejler; hvor liget lå sprang kilden; to ansigter, der er indhugget i en kvader i kirkemuren, skal forestille Marthe og bejleren90. Flere opskrifter fra det 18. århundrede kendes.

Nogle hundrede meter fra kirken ligger en anden kilde, Margrethes, Merthes, Mærgols' kilde. Om den fortælles, at herren til Hunstholm dræbte sin hustru Margrethe, Merthe, Mærgols, på vej til Flade kirke fordi hun bøvsede; manden troede, at hun agtede sig til alters uden at være fastende, og som den nidkære kristne han var, slog han hende da ihjel. Han nød derefter det hellige sakramente, men på vej tilbage fandt han, at der var udsprunget en kilde ved hustruens lig. I ruelse over at have dræbt hende uskyldig tog han sit eget liv; herreløs sank da Hunstholm i forfald. Også denne variant knyttes til de to hoveder på kvaderen: det skal være Merthe og hendes mand. Opskrifterne er fra det 18. århundrede. Selvmordet optræder kun i denne ene variant, det er derimod almindeligt i jalousidrabs-sagn og -viser og er vel lånt herfra for at forklare borgens forfald: på Mors kunne man ikke, som på Stevns, skylde på venderne. Hunstholm må være en fejl for Hanstholm, navnet på en nu forsvundet gård to km. nordøst for Flade; på dens jorder ligger et meget anseligt voldsted, som i dag kaldes Skarreborg.

Pontoppidans Danske Atlas fortæller blot, at der i Flade nær Thisted findes en St. Margrete-kilde, nær ved hvilken St. Margrete siges at være begravet; hun skal være blevet myrdet der på vej til kirke91. Her er morderens identitet tabt; til gengæld huskes det, at Margrete var helgen.

Thiele har en udpyntet variant af denne reliktform: Magrethe bliver myrdet af de syv røvere, der boede i Fladebakke nær Flade92; sagnet er blandt de i 1843 tilkomne. Måske er der tale om påvirkning fra sagnet om hr. Truels, men Jylland var fyldt med røverhistorier som udpegede jættestuer, huler og lignende som gamle "røverstuer", og Flade bakker rummede førhen flere jættestuer, så ideen kan være opstået spontant.

Fladesagnet rummer i sine fulde former det træk, at Marthe myrdes af sin mand. Hans Olrik påpegede da også, at det måtte dreje sig om St. Margareta af Roskilde93. Med så få sagn og så få helgener at vælge imellem tør vi tilslutte os Olrik uden videre forbehold.

To træk stemmer imidlertid ikke med det kendte helgenlevned, men derimod med Karises St. Marthe: helligkildens opståen hvor liget lå, og det gamle voldsted. Alene det, at St. Margareta af Roskilde dyrkedes som kildehelgen på Mors, turde være tilstrækkeligt grundlag for, på baggrund af helgenernes og sagnenes begrænsede antal, at fastslå, at det også må være hende, vi møder i Karise; de øvrige overensstemmelser bliver dermed til indicier, som bekræfter konklusionen.

Der kan ikke være megen tvivl om, at St. Margaretas opdukken i Flade skyldes en officiel helgenkult her. Kirken kan måske oprindelig have været viet til St. Margareta af Antiochia, men er det tilfældet, da har uden tvivl St. Margareta af Roskilde overtaget helgenkulten som resultat af Absalons strategiske placering af helgendagen. Vi må altså antage, at selve mordet stammer direkte fra helgenlegenden. Men hvad med voldstedet og ligets henliggen ved kirkestien? Disse træk kan næppe være indslæbt sent og fra Karise. Spørgsmålet, om de kan have været del af det officielle korpus af viden om St. Margareta, får dog vente til vi har set på resten af variantmaterialet og på helgenkultens sandsynlige omfang.

To sagn mere kan findes, som måske kunne føje noget til billedet af fællesgodset i St. Margareta-sagnet, men de har begge tabt navnet på hovedpersonen. Det er sagnet om Voldgård på Sydfyn og sagnet om Ma Rams hwol.

Det første af disse stammer fra Horne nær Bøjden færgehavn ved Fåborg og kendes i to varianter. Den ene kalder kilden Voldborg eller Valborg kilde og er ganske udførlig: manden var sørøver, hans borg lå på Voldgård, et gammelt voldsted nær kilden, hustruen er ham utro mens han er på togt, han hænger hende ved sin hests hale og slæber hende ihjel; hvor hun dør springer kilden. Den anden kalder kilden Frue kilde, det i dag almindelige navn, og fortæller blot at herren til Voldgård hængte sin utro hustru ved sin hests hale og trak hende til døde, hvorpå kilden sprang94. Navneformen Voldborg kan vel forbindes med det nærliggende voldsted Voldgård; formen Valborg har da tilbudt sig helt naturligt: kilder søgtes jo ofte St. Valborg aften.

Var det nu sådan, at andre helligkildesagn end lige dem om Margareta-Marthe indeholdt gamle voldsteder, sørøvere eller hustrumord, så måtte vi vel skyde varianten tilside som tvivlsom, men kildesagnenes fattigdom og deres meget faste distribution af træk taget i betragtning tør vi nok regne Voldgård-sagnet til kredsen af Margrethe-sagn. Kilden hedder i dag Frue kilde, engdraget om den kaldtes førhen Fruemark og tilhører endnu Fruegården: vi har givetvis at gøre med kirkejord under en ikke længere identificerbar Fruekirke. Det behøver dog ikke at betyde, at kilden har været viet til Vor Frue; navnet kan være smittet af fra gård- og marknavn, ligesom Voldborg-navnet er smittet af fra voldstedet. Det er måske værd at bemærke, at Horneland synes at have været plaget i vendertiden; Horne rundkirke (der nu står midt i kirkeskibet) var en af Danmarks få "ægte" forsvarskirker.

Sagnet udviser tre forandringer i forhold til alle andre varianter: sørøverne er havnet på voldstedet, dødsmåden er en anden, og et jalousimotiv er indført. De to sidste forandringer skyldes formentlig påvirkning fra Adelbrandsvisen95, som Svane da også peger på som bidragyder96: her har vi både jalousimotiv og dødsmåde (men ikke kilde eller sørøverborg). Dødsmåden stammer vel i yderste instans fra Gregor af Tours' velkendte beretning om Brunhildas død i 613, men hos Gregor er jalousimotivet fraværende. At det er manden, der er blevet sørøver, finder ikke nogen umiddelbart indlysende forklaring, men visens hr. Adelbrand er en slem skurk, som man nok kan tiltro lidt af hvert. Tilbage bliver, at, kilde, voldsted og sørøvere stemmer med Karise-sagnet, men ikke med så meget som én eneste af de seksogtyve kendte viser, der rummer et jalousimord97. Er det overhovedet St. Margareta-sagnet vi møder her, må disse træk nok have været del af det importerede fællesgods, ligesåvel som hustrumordet og helligkilden.

Det andet sagn, der måske kan tilføje noget, er ikke et oprindelsessagn. Det tilhører Ma Rams hwol, dvs. Madam Rams væld (ram: "stærk"). Ma Ram var troldkyndig og begravedes derfor udenfor kirkegården, men hun gik igen, og man pælede så hendes lig ned i kilden, der derved blev hellig98. Her stemmer begravelsen udenfor kirkegården og spøgeriet med St. Margaretas levned. Når vi endnu engang tager helligkildesagnenes fattigdom i betragtning, bliver det ikke usandsynligt, at vi har at gøre med spor af Margrethesagnet, måske i form af en lutheransk modversion, som har villet gøre helgenkult og -legende til det rene hedenske djævelskab.

Endnu to sagn kunne muligvis stamme fra St. Margareta. Det ene er tilknyttet Blidekilde ved Torrild i Jylland99: jomfru Blide, som havde viet sit liv til gud, forudsagde, da døden nærmede sig, at dér hvor man hvilede med hendes ligbåre, skulle der udspringe en helligkilde. Det andet er knyttet til Dronningekilden ved Ølsted på Sjælland100. Her fortælles, at dronning Margrethe Sambiria eller, i en anden variant, prinsesse Margrethe Valdemarsdatter, blev kørt forbi som lig; et tykke tøj fløj fra kisten, hvor det landede, sprang kilden. Ingen af de kongelige Margrether har ellers helligsagn tilknyttet, og, som vi senere skal se, knytter et annalværk St. Margaretas død til et Hølstathæ, dvs. Ølsted. Dem er der to af; også det jyske Ølsted har en Dronningekilde, men til denne kendes intet sagn. Det er vel i øvrigt også et gæt på Margrethe Valdemarsdatter, der gør sig gældende i den Flade-variant, som gør Margrethe til en prinsesse.

Endnu nogle helligkilder må tages i betragtning når vi skal skønne over omfanget af St. Margaretas kult. En St. Margrethes kilde findes ved Almind nær Viborg; ved kilden har ligget et kapel, viet til en St. Margareta; det fandtes endnu i 1499101. Thiele har hertil en beretning fra en natlig kildegæst, der skulle være blevet fulgt af to spøgelsespiger. Man kan mistænke, at han, ligesom Rasmus Jyde, har nydt mere end blot kildevand. Ved Roholte på Stevns findes Fru Merthes kilde; den skal have sit navn af, at Merthe af Lindersvold brugte den102.

Lokaltraditionen vil vide, at Merthe søgte kilden fordi hendes børn døde - hun fik fjorten, hvoraf kun ét efter traditionen skal have overlevet spædbarnsalderen - hvad der jo tyder på forudgående hellighed; i lyset af St. Margaretas rolle som fødselshjælper kan vi nok tillade os at antage, at kildens navn også var Margrethe før bondeplageren væltede sig i den. Nærved, i Kongsted, findes Mettes kilde og længere borte, ved Flakkebjerg, Merthes kilde; begge disse er allerede omtalt. Endelig findes i Mølle-ådalen nord for København en Margrethekilde, om hvilken intet uden navnet er bevaret103. Endnu fire-fem lokaliteter kan tilføjes, om vi også tæller kirker, som var viet til en St. Margareta104 .

St. Margareta af Antiochia var populær i den danske kirkes tidlige tid, og nogle af kilderne og kirkerne har vel først været viet til hende, men tager vi helgendagene og St. Margareta af Roskildes status som kildehelgen i betragtning, tør vi antage, at i hvert fald kilderne hen ad vejen er havnet hos hende. Vi hører i hvert fald aldrig ved nogen kilde noget, der kunne vedrøre St. Margareta af Antiochia.

Også de skriftlige kilder peger på en noget adspredt kult; de er end ikke enige om, hvor St. Margareta af Roskilde døde. En række sene annaler og krøniker hævder med stor frejdighed, at hun blev "martyriseret" i Roskilde. Det er ikke uforståeligt; helgener har det med at blive lokaliseret til de steder, hvor deres ben havner; St. Crispin, på hvis helgendag Margareta blev dræbt, er et udmærket eksempel på dette. Men hvorfor påstår Essenbækårbogen, at St. Margareta martyrizata est Hølstathæ? Årbogen er afsluttet omkring 1325, men stedfæstet er vistnok kommet til siden. Både dette annalværk og Chronica Sialandie (afsluttet o. 1310) beror tildels på Lundeårbogen105, som ikke fra først af har meddelt noget sted, men blot året 1177 (som er galt). Senere har Lundeårbogen modtaget en upræcis lokalisering til Køge (Chøkæ), Chronica Sialandie har optaget både det rigtige år og det præcise sted (1176, Ølsyæ), mens den jyske Essenbækårbog har optaget Hølstathæ106. Hølstathæ må være Ølsted, men om det nu er det jyske eller det sjællandske Ølsted, der menes, er ikke let at afgøre. Begge har Dronningekilder, der, som vi har set, kan være oprindelige Margrethekilder.

Sagnets ældste form

Vi tør antage, at helgenlegenden i den form, hvori den på autoriseret vis bredtes over landet i katolsk tid, har rummet de samme oplysninger som levnedet om hustrumordet, begravelsen udenfor kirkegården, spøgeriet, opgravningen, ligtoget og anbringelsen i helgenskrinet. Dertil synes den at have rummet følgende træk: St. Margaretas bolig kunne påvises som et gammelt voldsted, der havde et eller andet at gøre med sørøvere, og en helligkilde sprang hvor liget først lå. Senere kommer i Karise kammeret til; varianten med de mange kilder er vel et forsøg på at få den døde Margareta til at besøge de talrige Syd- og Østsjællandske Margrethekilder. Rekonstruktionen kan synes vel dristig, men helligkildesagnenes fattigdom og stivhed taget i betragtning er den ikke urimelig.

Sagnene vil altid lade kilden springe, hvor Margrethe-Marthe lå, før hun kom i sin grav, undtagen lige det om Ma Ram. Vi ved, at et kapel viet til helgenen rejstes ved en helligkilde, der hvor hun først lå nedgravet ved Ølsemagle. Det er derfor rimeligt at antage, at det er her, middelalderlegenden først er dannet over levnedet med sin tilføjelse af helligkilde og borgruin: her har man haft den første St. Margrethekilde, og har vel også længe kunnet påvise stedet, hvor Herlog og Margareta boede. Dette område var stærkt plaget i vendertiden; havnebyen Køge kunne først rejse sig på kysten efter dens ophør. Herlogs mord på Margareta fandt sted midt under venderplagen. Vi kan så spørge os, om deres gård blev ødelagt, men da spørgsmålet ikke kan besvares, må vi prøve at gå en anden vej og spørge, om Herlog kan have haft nogen særlig tilknytning til venderkrigene. Hvad var Herlog egentlig var for en mand? Velhavende var han uden tvivl, når han kunne gifte sig ind i Hvidernes mægtige æt, men han synes ikke at have tilhørt en adelsslægt. Et annalværk kalder ham fornicator, men det har han jo næppe kunnet leve af. Absalons permanente krig mod venderne bød på rige muligheder for folk med initiativ, og man kunne tænke sig, at Herlogs rigdom og tilknytning til Hviderne kom i stand ved deltagelse i venderkampene. Det ville også forklare en befæstet gård. Men sørøverkampe og øde borge kunne nok under alle forhold tænkes at have knyttet sig til en legende, der udformedes i den plagede egn.

Det er vel så legenden fra Ølsemagle, med kilde, voldsted og sørøvere, der ved gejstlig mellemkomst har slået sig ned en række steder. Hvor man har haft både en St. Margaretakilde og et gammelt voldsted at henvise til, har helgenen kunnet blive bofast. Dette kan endda være sket før reformationen; eksemplerne på noget sådant er mange, og annalværkerne vidner om en vis forvirring om bopælen også i katolsk tid. Efter reformationen har det vel nærmest været uundgåeligt, om legenden da overhovedet levede videre som lokalsagn.

Karise: kammeret, synkretismen og de senere varianter

I Karise er, udover voldstedet og kilden, også kammeret i kirken inddraget. Hvordan det er sket kan vi kun gisne om, men den bedste gisning er nok den, at Peder Olufsens privatkapel har været viet til St. Margareta. Som vi har set, finder vi vistnok Ingerd af Regenstein og hendes St. Clare kloster bagved alle de tre kirker på Sjælland, der ligesom Store Heddinge har privatkapel over alteret. Ingerd var datter af Jakob Sunesen og dermed en Hvide, beslægtet med St. Margareta. Hvis Suhm har ret i, at helgenen var Sune Ebbesens datter Margareta, har hun været Ingerds faster. St. Margaretas skrin var i hænderne på Vor Frue nonnekloster, men mon vi ikke tør antage, at også Ingerd har taget sig af St. Margareta? "S. Marthe... havde sit kammer ofuer koret i kirken", meddeler den ældste optegnelse. Det kunne passe med, at kammeret havde været viet til hende. Optegnelserne fra det 18. århundredes oplysning om, at det kaldtes St. Merthes eller Hellig Merthes kammer kan også forliges med hypotesen. Først i Ingemanns svenskekrigs-version, længe efter ombygningen der gjorde kammeret "hemmeligt", møder vi den tanke, at Marthe skulle have gemt sig der; detaljen synes indføjet til forklaring af navnet af en, der ikke længere anede, at det var en gammel helgen, han skrev om.

I 1846 aftrykte F. Schaldemose digtet i sin samling af Danske Kiæmpeviser under titlen "Fru Marthes Kilde"107, uden kildeangivelse. Dette har tilsyneladende narret J. Seidenfaden, som i Husvennen 1894 gengiver det i prosa som "et folkesagn"108. Gengivelsen er yderst nøjagtig, helt ned til de smaa børn og de gamle gubber, kun har Seidenfaden tilføjet en hoben værkbrudne og syge, som også hjælper med ligbåren. Kjær var da Husvennens redaktør, og Seidenfaden var lærer i Smerup.
Hermed har vi nok fundet forklaringen på denne versions absolutte dominans i nyere tid. Vi må så stille spørgsmålet, om det overhovedet var en lokaltradition, som Ingemann gengav og Kjær kanoniserede i sit ugeblad, eller om svenskekrigs-version var Ingemanns opfindelse.

En eller flere lokale meddelere må Ingemann have haft; flertalsformen "Fru Marthes Borge" og oplysningen, at kilden ligger ved den gamle kirkesti, fortæller så meget; ligeledes må jo sagnets grundstamme i en eller anden form have nået ham. Derimod har han vist ikke selv været på stedet, han tror jo, at Marthes kammer lå i kirketårnet. Det kan altså dårligt være Ingemann selv, der ud fra lokalkendskab har indføjet Margrethe Vognsen i det gamle sagn. Broderet på sine oplysninger har han dog nok; i sine store historiske romaner digter han ret frit over sine kilder. De små børn må dog komme fra traditionen; St. Margareta var fødselshjælper, og kildemarkedet i Karise blev et marked for børn før Ingemann skrev. At pastor Bergstrøm lod sine konfirmander drikke af kilden må vel også ses i forlængelse af dette.

Synkretismen mellem helgenen og den fromme Margrethe er altså foregået i Karise. At den har været ganske udbredt her, også før Ingemann skrev, godtgøres af, at mordet på helgenen synes tabt allerede da optegnelserne hos Pontoppidan og Hoffman gjordes, for tabet kan dårligt skyldes andet, end at Margrethe Vognsen døde fredeligt i sin seng. AM 1049, 4to, er her uden beviskraft; den rummer i intet tilfælde noget referat af helgenernes legender, men kun oplysninger om kultsteder. At den nævner kammeret, men udelader mordet er derfor insignifikant.

Synkretismen har vel først kunnet sætte sig igennem, da helgenkulten stilnede af i Karise. Markedet ophørte hen i det 18. århundrede, men den religiøst prægede valfart må være sygnet hen tidligere; kilden lå midt i en bygd, under præstens opsyn. At de mange St. Margrethekilder i Østsjælland alle har tabt tilknytningen til helgenen kunne måske også tages som tegn på en ganske aktiv lutheransk kampagne mod papisteriet. Det kunne måske endda tænkes, at synkretismen først er skabt i præstegården for at undergrave helgenkulten.

En anden udgave af synkretismen finder vi hos Thiele. Mellem de ca. 300 nye sagn, han præsenterede i 1843-udgaven af sine Folkesagn, findes følgende109:


På Karisegaard ved Stevns boede engang en gudfrygtig Jomfru, ved Navn Merthe. Engang kom Sørøverne der i Egnen, ødelagde "Slottet" og efterstræbte Merthe, saa at hun måtte flygte til Karise Kirke og der skiule sig oven over Hvælvingen, hvor der endnu er et Kammer, som efter hende kaldes Merthes Kammer.... I Nærheden er der en Kilde, kaldet Merthes Kilde.

De fleste af de nytilkomne sagn beroede på trykte kilder, og Thiele henviser da også til både Hoffman og Pontoppidan, men når han kalder Merthe "en gudfrygtig Jomfru", da må det være Margrethe Vognsen, der spiller ind. Kombinationen kunne vel være Thieles egen, men det virker ikke troligt: vi kan i hvert fald ikke andetsteds gribe ham i så grov en uhæderlighed. Vi må da nærmest antage, at han har haft en lokal meddeler.

Det skal bemærkes, at Thieles optegnelse stemmer med den vender-variant, man kendte i præstegården: her gemmer Marthe sig også i kammeret for venderne. Man kunne måske tænke sig, at detaljen beroede på kammerets karakter som tilflugtsrum og altså gik tilbage til tiden før ombygningen, men eftersom den helt mangler før 1800 må den nok snarere tænkes indført fra svenskekrigs-versionen. Det synes da, som om grundstammen fra den gamle vender-version har kunnet overleve, omend med påvirkning fra svenskekrigs-versionen, endnu i det 19. århundrede. Det bliver i hvert fald uhyre vanskeligt at forklare dens forekomst hos Thiele som resultatet af en re-introduktion fra de skriftlige kilder, hvis ikke Thiele selv har fabrikeret sit sagn.

Om mordet også er husket af nogle endnu på den tid er vel mere tvivlsomt. Det er fortrængt fra sagnets hovedstrøm før 1750, men det virker på den anden side mest rimeligt at tolke den version, som lader Marthe gemme sig for sin mand i kammeret, som en modversion til svenskekrigs-versionen, skabt af nogen, der endnu vidste, at helgenen blev myrdet af sin mand, men i en tid, hvor det var fastslået, at Marthe gemte sig i kammeret. At selve mordet siden er faldet ud kan ikke undre, men at dette er sket, taler imod, at hustruforfølgelses-varianten skulle være resultatet af en lovlig aktiv traditionsbærers læsning af f.eks. Suhm. Siden varianten kun kendes fra Karen Hansen, kunne man mistænke, at hun selv har lavet den, men det må nok udelukkes: hun fortalte ved helligtræet om St. Margaretas særk: "men nej, øh, til fødselshjælp der havde man jo en særk.... I Højelse... - boede der en frænke til biskop Absalon [pause] øh, Johanne af Højelse.... [Hun] havde fået...en mand, som hed Herluf...men han gik hen og kvalte hende, og det har man jo ikke lov til". Herefter følger beretningen, som den fortælles i levnedet, med en forklaring om særken tillagt, dog tror Karen, at det var kong Hans, der ville låne den. Havde nu Karen forbundet St. Margareta med Karises Marthe, så havde hun vel i det mindste husket navnet. Morsomt er det, at også hun bruger ordet "frænke"; hos hende må det komme fra Olriks oversættelse af levnedet, hvor det også bruges. Særken er nævnt i Kjærs Fra Stavnsbaandets Dage, så den behøver vi ikke spekulere mere på.

Partisankrigs-varianten ligner individuel digtning, men derfor kunne den jo godt have modeller og kilder. Den skulle stamme fra Kjær, så det er måske værd at se på, hvad han vel kan have vidst, som kunne afstedkomme den.

Først må det bemærkes, at Sydøstsjælland myldrer med historier om partisanaktivitet i 1658-60: det var her, den berømte Sven Poulsen "Gønge" opererede. Hen i det 19. århundrede suppleredes lokaltraditionen med Carit Etlars succesromaner Gøngehøvdingen og Dronningens Vagtmester, samt med et antal kortere historier fra Etlars hånd, hvoraf adskillige tryktes netop i Husvennen. Ingen af disse litterære skabelser har dog nogen kvindelig partisan. Det har derimod den historiske virkelighed. Hun hed Elisabeth Augusta Lindenov og var, ligesom Leonora Christine Ulfeldt, datter af Christian IV. Hun blev gift med Hans Lindenov, lensmand på Kalundborg slot og grandfætter til Christopher Lindenov II, som var lensmand og kommandant i Nykøbing Falster under svenskekrigen. Han var også ejer af Lindenovernes sædegård Lindersvold lige til 1662, da den overgik til Urnerne og gaves til Merthe i medgift. Med Corfitz Ulfeldts fald kom også Augusta og Hans Lindenov i unåde. Hans skyndte sig at dø, men Augusta var gjort af et sejere stof. Hun satte slottet i forsvarsstand og nægtede at rømme det, og her stod sagerne, da svenskerne besatte Sjælland i 1658. De fandt ikke damen mere medgørlig end Frederik III havde gjort; hun holdt slottet og forlod det kun klædt i harnisk med en talrig eskorte. Som krigen led, begyndte hun at overfalde svenske forlægninger på Sjælland; et angreb på den svenske garnison på Samsø blev det endda også til. Besættelsesmagten søgte to gange at få hende snigmyrdet, men det mislykkedes begge gange, og der bredte sig det rygte i hæren, at hun var i ledtog med den onde selv.

Severin Kjær var både fortæller, folkemindesamler og lokalhistoriker. Blandt hans meget fortællestof kan muligt have været beretningen om amazonen, der blev gift ind i Lindenovernes slægt; Lindersvold spillede i hvert fald en rolle for ham; i sine skrifter kredser han ofte om gården og Fru Merthe. Karen har ikke sin viden direkte fra Kjær, og en sammenrodning af alt det morsomme, han havde at berette om svenskekrigen, kan nok tænkes at have fundet sted blandt hans gamle elever. Karen har i hvert fald ikke selv kalkeret sin partisanfører over Augusta Lindenov, for hun havde aldrig hørt om hende.



Forkortelser:


DD = Diplomatarium Danicum, 1,3 (1. rk. bd. 3) red. C.A. Christensen et al. Kbh. 1976-77; 2,1 red. F. Blatt og G. Hermansen, Kbh. 1938.

DgF = Danmarks gamle Folkeviser, 12 bd. red. S. Grundtvig et al. Kbh. 1853-1976.

DK = Danmarks Kirker, bd. 3,1 red. E. Moltke et al., Kbh. 1944; bd. 3,2 red. E. Moltke et al., Kbh. 1946; bd. 6,1 red. C.A. Jensen og V. Hermansen, Kbh. 1935; bd. 16,6 red. K. de Fine Licht og V. Michaelsen, Herning 1988-89.

KS = Kronens Skøder, bd. 2 (1648-1688), red. F.J. West. Kbh. 1908.

SDH = Svane, S. 1984: Danmarks helligkilder. Kbh. (de anførte nr. er topografinumre, skråstreg anvendes før kildens evt. løbenummer).

TSB = Types of the Scandinavian Mediaeval Ballad, red. B.R. Jonsson et al. Oslo-Bergen-Tromsø 1978.

Noter:

jfr. J. Steenstrup: Mænds og Kvinders Navne i Danmark gennem Tiderne, Kbh. 1918, s. 129.

jfr. AM 782, 4to, kalkmaleri i Lem, alterskab i Aventoft.

S. Kjær: Fra Stavnsbaandets Dage, Kbh. 1888, s. 376.

Karise Kirke, fremlagt i 1994, u. forf., udat., Faxe-Tryk, Fakse.

DD 2,1 nr. 332.

jfr. DK 6,1 s. 474 ff.

jfr. rids sst. s. 475.

sst. s. 449.

jfr. E. Fernie: "Chambers over Sanctuaries in Romanesque Churches", utrykt. Manuskriptet til prof. Fernies artikel beror hos redaktøren af Hafnia (Institut for Kunsthistorie, Københavns Universitet) og planlægges trykt i et kommende nummer.

10  jfr. DK 6,1 s. 475.

11  jfr. J.L. Wolf: Encomion Daniæ, Kbh. 1654, s. 552.

12  DK 6,1 s. 53.

13  jfr. DK 6,2, s. 452-58.

14  DD 2,1 nr. 193.

15  "in superiori choro", K. Erslev et al. (red.) : Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis, bd. 3, Kbh. 1906, nr. 6908.

16  DK 6,2 s. 471.

17  C.H. Brasch: Vemmetoftes Historie, bd. 1. Kbh. 1859, s. 4-5.

18  jfr. P. Berg og E. Larsen: Resultater af udgravninger...m.m. i årene 1962-66. Kbh. 1966, s. 1-29.

19  jfr. kortmaterialet i J.T. Lundbye: "Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Præstø Amt i Oldtiden", Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 12, 1923, s. 77-92.

20  jfr. Traps Danmark 5. udg. bd. 4,1, red. N. Nielsen et al, Kbh. 1955, s. 193-94.

21  jfr. Danmarks Stednavne 16, Kbh. 1975, s. 87.

22 sst.

23  KS 2, s. 273.

24  KS 2 s. 152, 224, 273, 315, 383, 432, 494-95.

25  KS 2, s. 495.

26  KS 2, s. 383.

27  KS 2, s. 494.

28  jfr. J. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik bd. 3 Kbh. 1966, s. 262 ff.

29  S. Kjær: Fra Stavnsbaandets Dage, Kbh. 1888, s. 101 med n. 32.

30  P.F. Suhm: Historie af Danmark, bd. 3, Kbh. 1770, s. 688.

31  S. Kjær: Fra Stavnsbaandets Dage, Kbh. 1888, s. 205-06.

32  jfr. SDH nr. 545.

33  jfr. folder: Karise Kirke, fremlagt i kirken 1994, u.forf., udat., Faxe-Tryk, Fakse.

34  H. de Hoffman: Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundatser og Gavebreve...med mere Stiftelserne og Stifterne vedkommende, bd. 8., Kbh. 1762, s. 372.

35  E. Pontoppidan: Danske Atlas, bd. 3, Kbh. 1767, s. 90-91.

36  H. de Hoffman: (Pontoppidans) Danske Atlas, bd. 6, Kbh. 1774, s. 388.

37  jfr. uddrag af Syvs dagbog i I. Boberg: "Stevns Gravhøje i Sagnoverleveringen", Danske Studier 1931, s. 1-28 (s. 3-4).

38  jfr. Danmarks Stednavne, bd. 16, Kbh. 1975, s. 87.

39  jfr. Olriks kommentar, DgF bd. 7, s. 346.

40  jfr. Danmarks Stednavne, bd. 16, Kbh. 1975, s. 87.

41  P.F. Suhm: Historie af Danmark, bd. 7, Kbh. 1800, s. 506.

42  sst.

43  C.H. Brasch: Vemmetoftes Historie, bd. l, Kbh. 1859, s. 4.

44  A.F. Schmidt: "Om Helligkilder med særligt Henblik paa Præstø Amt", Årbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 11 (1922), s. 3-17.

45  SDH nr. 541.

46  E. Jørgensen: Helgendyrkelse i Danmark, Kbh. 1909, s. 46.

47  J. Steenstrup: anm. af E. Jørgensen, Helgendyrkelse, Historisk Tidsskrift 8. rk. 11,3 (1909), s. 188-94 (s. 191).

48  jfr. DK 3,1, s. 121.

49  D.H. Farmer: The Oxford Dictionary of Saints, Oxford & New York, 2. udg. 1987, s. xxi.

50  Annales 980-1286, - 1095-1194, - 1101-1313, - Dano-Svecani 826-1415, - Essenbecenses, - Lundenses, - Nestvedienses minores, - Ripenses, - Ryenses (lat. orig., 3 danske overs.), - Sorani, - Visbyenses, samt Chronica Sialandie ("Vetus C.S."), Dansk-svenske annaler 916-1263 ("Chronologia vetus") og Årbog 1074-1255. Teksterne kan alle findes i E. Kromann: Danmarks middelalderlige annaler, Kbh. 1980.

51  M.C. Gertz (red.): Vitae Sanctorum Danorum. Kbh. 1908; da. overs. i H. Olrik: Danske Helgeners Levned, bd. 2, Kbh. 1894.

52  jfr. J.B. Daugaard: Om de danske Klostre i Middelalderen, Kbh. 1830, s. 171; DD 1,3 nr. 69, 100.

53  Efter H. Olrik: Danske Helgeners Levned, bd. 2, Kbh. 1894, s. 372.

54  jfr. E. Jørgensen, Helgendyrkelse i Danmark, Kbh. 1909, s. 50 n. 4.

55  iflg. Pontoppidans Danske Atlas, jfr. J.B. Daugaard: Om de danske Klostre i Middelalderen, Kbh. 1830, s. 171.

56  Cumque latronum morticina contigerent tanta in eis putredo corruptionis apparuit. Tamque intolerabilis fetor ipsum aerem tabefecit ut opilatis naribus omnes pene diffugerent.

57  jfr. DK 3,1, s. 83; E. Jørgensen: Helgendyrkelse i Danmark, Kbh. 1909, s. 50.

58  DD 2,1 nr. 229.

59  J. Langebek (red.): Scriptores rerum Danicarum medii Aevi, bd. 1., Kbh. 1772, s. 121.

60  DK 3,2, s. 1254.

61  Tue Gad #

62  jfr. SDH nr. 222; stedet forevist forfatteren af markejeren..

63  jfr. SDH nr. 221.

64  SDH nr. 2178.

65  SDH nr. 2159.

66  DgF 50, TSB B 12.

67  Udførligt behandlet i L. Hemmingsen, "Sørøverskibet i Smerup" (utrykt, ventes trykt i Festskrift til Reimund Kvideland primo 1995).

68  SDH nr. 449.

69  SDH nr. 1123 var. 1-5.

70  SDH nr. 1044/1-2, fælles reliktform af Regitzesagn.

71  SDH nr. 351 var. 1.

72  SDH nr. 742/1-2.

73  SDH nr. 32/1 flere var., 333, 742/2 Helenes navn, men Regitzesagn.

74  SDH nr. 3204/1.

75  J. Junge: Den nordsjællandske Landalmues Karakter, Skikke, meninger og Sprog (originalår 1798) fork. og annoteret udg. ved H. Ellekilde, Kolding 1925, s. 199.

76  SDH nr. 351 var. 2.

77  SDH nr. 395/1-2.

78  SDH nr. 242 flere var., 842.

79  SDH nr. 864/1, 947, 1547, 1756 to var., 2495.

80  TSB B 21, d.e. DgF 338.

81  SDH nr. 547/1.

82  SDH nr. 1622/3.

83  SDH nr. 2139/2.

84  SDH nr. 547/1.

85  jfr. S. Kjær: Fra Stavnsbaandets Dage, Kbh. 1888, s. 340-41.

86  SDH nr. 272.

87  jfr. f.eks. TSB B 7/DgF 100, TSB B 18/DgF 337.

88  SDH nr. 1439.

89  jfr. H. de Hoffman/E. Pontoppidan: Danske Atlas, bd. 5, Kbh. 17##, s. 565.

90  SDH nr. 1439.

91  H. de Hoffman / E. Pontoppidan: Danske Atlas, bd. 5, Kbh. 17##, s. 564.

92  J.M. Thiele: Danske Folkesagn, Kbh. 1843, bd. 2, s. 33-34.

93  H. Olrik: Danske Helgeners Levned, bd. 2, Kbh. 1894, s. 370.

94  jfr. SDH nr. 1078, optegnelsen er fra det 19. årh.

95  TSB D 255, DgF 311.

96  SDH nr. 1078.

97  nemlig TSB D 233-58.

98  SDH nr. 2223/2.

99  SDH nr. 2137.

100  SDH nr. 46.

101  jfr. SDH nr. 1792/1.

102  SDH nr. 449.

103  SDH under nr. 124.

104  jfr. E. Jørgensen: Helgendyrkelse i Danmark, Kbh. 1909, s. 145.

105  jfr. A.K.G. Kristensen: Danmarks ældste annalistik, Kbh. 1969, passim.

106  jfr. tekstanalyserne hos E. Jørgensen (red): Annales Daniel, Kbh. 1920.

107  F. Schaldemose: Danske Kiæmpeviser, Ældre og Nyere, Kbh. 1846, sp. 833-34.

108  J. Seidenfaden: "Fru Marthes Kilde", i Husvennen, 1894 nr. 40, s. 315.

109  J.M. Thiele: Danske Folkesagn, Kbh. 1843, bd. l s. 203.